Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været medlem af foreningen [Forening A] og fungeret som folkets repræsentant i [By]. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark været aktiv for the [Forening B], hvor han har skrevet artikler, deltaget i møder, lavet radioindslag og organiseret indlæg m.v. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at han i Iran har kritiseret islam. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter unavngivne personer og det iranske regime, fordi han under sit ophold i Danmark har ytret sig kritisk vedrørende menneskerettigheder og religion i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i kraft af sin titel som Sayed, der betyder hellig mand, fortalte indbyggere i sin hjemby om trosretningen yarsan. I [Efteråret] 2014, under Eid Khavandkar, tog ansøgeren rundt og snakkede med andre yarsan-troende. En måned efter Eid Khavandkar, blev ansøgeren indkaldt til en samtale med mullahen [A]. Mullahen bad ansøgeren om ikke at være islamkritisk, da dette kunne være til fare for landets sikkerhed. På et ukendt tidspunkt i [Foråret] 2015 forsvarede ansøgeren den religiøse leder af yarsan-troen under en diskussion i klassen på det universitet, hvor ansøgeren studerede. Under diskussionen kritiserede ansøgeren også islam ved at sammenligne elementer fra islam med yarsan. En medstuderende, der arbejdede for efterretningstjenesten, sagde, at ansøgeren modarbejdede islam og det islamiske regime. Omkring en måned efter diskussionen blev ansøgeren igen indkaldt til en samtale hos mullahen [A]. Mullahen fortalte ansøgeren, at han var gået for vidt. Mullahen tilgav ham og sagde, at det ville være strafbart næste gang. Under en begravelsesceremoni [Sommeren] 2015 blev det påstået, at den islamiske begravelsesceremoni lignede den yarsanske begravelsesceremoni. Ansøgeren blev provokeret og forklarede gæsterne forskellen på de to ceremonier. På et ukendt tidspunkt efter begravelsesceremonien modtog enten ansøgeren eller hans far et opkald fra Sepah, der oplyste, at de ønskede at indkalde ansøgeren til en samtale, hvilket han ikke efterkom, hvorefter han den [Efteråret] 2015 valgte udrejse illegalt fra Iran, idet han frygtede, at Sepah ville fængsle ham. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under sit ophold i Danmark har været aktiv for to forskellige organisationer, dels [Forening A], dels [Forening C]. Han blev officielt medlem af [Forening A] [Sommeren] 2018 og medlem af [Forening A]. i [Foråret] 2018. Han blev på [Forening A]’s kongres i [Efteråret] 2019 valgt som medlem af [Forening A]’s centralkomite. Forud herfor var han blevet medlem af Danmarks Komiteen. Han sidder i direktionsudvalget og propagandaudvalget under [Forening A]’s centralkomite. Ansøgeren har før og efter sit medlemskab af [Forening A] skrevet en række islamkritiske artikler, der ligger på [Forening A]’s hjemmeside. Her er billeder af ansøgeren, der er anført med sit eget navn, ligesom hans navn fremgår af [Forening A]’s hjemmeside under oversigten af medlemmer af centralkomiteen. I [Forening C] har ansøgeren siddet som repræsentant for Danmark i Den Skandinaviske Komite. Han har optrådt med navn og billede på Yarsan TV og på MANOTO-TV, der er en Iran-kritisk TV-kanal hjemmehørende i England. Han har herudover deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i Danmark og haft mange yderligere politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Danmark til grund og bemærker i øvrigt, at det som anført af Flygtningenævnet [Foråret] 2017 må lægges til grund, at ansøgeren i Iran forud for sin udrejse udførte islam-kritiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren – der utvivlsomt må anses som profileret, i forhold til det iranske styre – har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet må anses for at være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/8/MIMA