Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og araber, fra [By], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter en gruppe personer fra ISIL, og som efterstræbte ham på grund af hans bror. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen religion, og at han som følge heraf frygter alle arabere. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror fik en konflikt med nogle personer, da klageren var ni til ti år gammel. Konflikten startede, fordi personerne ikke ville betale klagerens bror for at have repareret deres bil. Klagerens bror kom derfor op at slås med personerne. Efter slagsmålet blev klagerens bror truet af personerne, og han var derfor nødt til at flygte fra Irak til Danmark. Efterfølgende blev klagerens familie truet af de pågældende personer, som ønskede at finde broren. Klageren og klagerens familie blev både truet på deres bopæl, via breve og når klageren tilfældigt mødte personerne på gaden. Klageren blev ligeledes opsøgt på sin arbejdsplads af personer, som ønskede at finde klagerens bror. Personerne udøvede vold overfor klageren og tog ham med til afhøring i et værelse tilhørende militæret. Her blev han tilbageholdt i ti til 16 dage. Under tilbageholdelsen blev klageren ofte slået og afhørt om, hvor hans bror befandt sig. Efter tilbageholdelsen blev klageren fortsat truet af personer, som ville finde hans bror. Klageren har endvidere oplyst, at hans nu afdøde far var muslim, og at hans mor var kristen. Klageren tror på Gud, men han har ikke selv nogen religion. Klageren har endelig oplyst, at hvis muslimer i Irak kender klagerens mor og hendes religion, vil de tro, at klageren også er kristen, og derfor slå klageren ihjel. Klageren blev i 2019 overfaldet af en gruppe personer i Danmark. Klageren tror personerne tilhører gruppen Loyal To Familia, idet klageren havde skrevet noget om Allah. Flygtningenævnet skal i henhold til udlændingelovens § 49 a træffe afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes, jf. § 31. Flygtningenævnet skal i den forbindelse tage stilling til, om klageren forsat er omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren fik oprindeligt meddelt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet man lagde til grund, at klageren var forfulgt som følge af sin brors konflikt. Klageren har overfor Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet afgivet en forklaring, der på væsentlige punkter divergerer fra den oprindelige forklaring. Klageren forklarede oprindeligt, at han havde været fængslet i en længere periode i Syrien, at han blev tilbageholdt af en gruppe ukendte teenagedrenge og at han var tilbageholdt i tre dage. Klageren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke var fængslet i Syrien, at han blev tilbageholdt af en gruppe soldater, og at han var tilbageholdt 10 til 16 dage. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at han var fængslet i Syrien, men at han ikke erindrer perioden. Han har bekræftet, at han var tilbageholdt i 10 til 16 dage. Flygtningenævnet finder som følge af, at klageren har divergeret på væsentlige punkter, at klagerens forklaring om overgreb i Irak kan tilsidesættes. Idet klageren har bekræftet, at han ikke har nogen religion, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund vil være forfulgt i Irak. Det forhold, at klageren er i medicinsk behandling og som følge heraf påstår at have svækket hukommelse kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingeloven § 7. stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Som følge heraf er betingelserne om udsendelseshindring, jf. udlændingelovens § 31 ligeledes ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/33
