Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2007.Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigriner og kristen protestant af trosretning fra Addis Ababa, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog afgivet stemme ved folkeafstemningen i 1993 om Eritreas selvstændighed. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ikke kan vende tilbage til Eritrea, idet han er født og opvokset i Etiopien, hvor han boede, indtil han blev deporteret til Eritrea i 2001. Klageren blev deporteret til Eritrea, idet han i 1993 havde stemt for, at Eritrea skulle være en selvstændig stat. Klageren har endvidere oplyst, at han i perioden fra 2001 til 2006 opholdte sig i Eritrea, og at han skjulte sig hos en præst. I 2006 blev klageren anholdt af de eritreiske myndigheder. Klageren var tilbageholdt i 14 dage, før det lykkedes ham at flygte sammen med andre fangere. Klageren udrejste efterfølgende af Eritrea. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke kan opholde sig i Etiopien, idet han ikke længere har noget opholdsgrundlag i Etiopien, og at han derfor frygter at blive deporteret til Eritrea igen. Flygtningenævnet vurderer, at klager isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af at han er deserteret fra militærtjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager til Eritrea vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til, om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Af sagen fremgår, at klageren [en nærmere angiven dato i efteråret] 2008 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren kom til Danmark som 33-årig. Af samtalereferat af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 med Udlændingestyrelsen fremgår, at klageren igennem 11 år har haft en kæreste i Danmark, som han fortsat ses med. Han har deltaget i gartnerikurser igennem AMU. Han har fra 2009 til 2019 haft arbejde som rengøringsassistent, køkkenmedhjælper, og frivillig altmuligmand. I Etiopien har klageren et barn med sin tidligere ægtefælle, men har ikke haft kontakt med dem siden sin udvisning af Eritrea i 2001. Han har også et barn med en kvinde i Eritrea, som han heller ikke har kontakt med. Han har ikke, siden han var 5 år gammel haft kontakt med sin mor. Han formoder, at hans far er afgået ved døden. I Etiopien har klageren forestået driften af sin fars bilfirma. Klageren er selvlært mekaniker. Under sit ophold i Eritrea har klageren ikke haft arbejde. Klageren er ved [landsrettens] dom af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 for forsøg på voldtægt straffet med fængsel i 2 år og udvist af Danmark for bestandigt. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet tiltræde, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2020/13/MALC
