dub-sver20212

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en egyptisk mand, der har trukket sin asylansøgning tilbage i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp og klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens rettigheder bliver krænket af politiet i Sverige, og at det svenske politi udsætter ham for forbrydelser. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2020/2021] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han indrejste i Sverige for at arbejde for en privat virksomhed, som efter klagerens egen forklaring til oplysnings- og motivsamtalen af [vinteren 2020/2021] begik kriminalitet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at de svenske myndigheder har håndteret klagerens anmeldelser, og at klageren i øvrigt må henvises til at tage kontakt til en overordnet myndighed i Sverige, hvis han er utilfreds med den behandling, han har fået. Det forhold, at klageren har oplyst, at det svenske politi over en længere årrække har krænket hans rettigheder og udsat ham for forbrydelser, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Sverige har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker om de problemer, som klageren efter sine egne oplysninger har med det svenske politi, at klageren må henvises til at tage kontakt til en overordnet myndighed i Sverige herom. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/2/CRT