Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en marokkansk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, blandt andet til, at klageren frygter deportation, og der ikke blev foretaget en egentlig behandling af hans asylanmodning i Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz og herefter er udrejst af Schweiz, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den 30. november 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at blive deporteret til Marokko, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, ligesom der ikke er holdepunkter for at tro, at Schweiz ikke lever op til deres internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. For så vidt angår oplysningen om, at klageren lider af angst, er det Flygtningenævnets vurdering, at der ikke er tale om væsentlige helbredsproblemer, der kan begrunde, at sagen behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det bemærkes hertil, at klageren må forventes at kunne modtage relevant sundhedsbehandling i Schweiz, ligesom det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de schweiziske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2021/2/DH
