Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2016 er meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, at afvisning efter udlændingelovens § 29 b alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien – skønt svære – ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDAs rapport, hvoraf det fremgår, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser som bulgarske statsborgere, ligesom de har samme adgang til lægebehandling og rettigheder til valgfri sundhedsforsikring. Endvidere har flygtninge i Bulgarien adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser inklusiv arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Vedrørende klagerens konkrete situation skal Flygtningenævnet bemærke, at de bulgarske myndigheder i 2016 har accepteret at tilbagetage klageren, hvilket de bulgarske myndigheder [i slutningen af] 2018 har bekræftet over for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klagerens opholdstilladelse i Bulgarien ikke kan anses for ophørt. Det lægges til grund, at klageren lider af forhøjet blodtryk. Flygtningenævnet finder dog, at klageren ikke kan betragtes som ganske særligt sårbar. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har rejst alene og opholdt sig i længere perioder i forskellige lande, og at det må lægges til grund, at klageren, uanset hun i Tyrkiet boede hos sin bror, har været i stand til at klare sig. Derudover er sundhedsbehandling mod forhøjet blodtryk efter det oplyste tilgængelig i Bulgarien, og klageren, som har opnået international beskyttelse i Bulgarien, vil efter det oplyste også have ret til sådan en behandling. For så vidt angår klagerens oplysninger om, at hun har haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med sin kontakt til de bulgarske myndigheder, henviser Flygtningenævnet til det i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019 anførte om at klage over forholdene til de overordnede myndigheder i Bulgarien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Bulgarien eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”§ 29b/bul/2020/1/FAM
