Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald vedrørende en mandlig klager. Indrejst i 1996. Flygtningenævnet udtalte blandt andet: ”Klageren er etnisk araber og shia-muslim fra [A]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1996, og at han [i efteråret] 1997 blev meddelt opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7, stk. 2. […] Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren i perioden fra [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015 har været udrejst til [A]. Klageren har oplyst, at han [i sommeren] 2014 udrejste til [A], og at han forsøgte at rejse tilbage til Danmark [ti dage senere i] 2014. [Klagerens forklaring om baggrunden for udrejsen udeladt her]. [I foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bort-faldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. [I efteråret] 2018 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på blandt andet indhentelse af nærmere oplysninger om klagerens ophold i [A] samt med henblik på, at klageren kunne indkaldes til at afgive forklaring til Udlændingestyrelsen og blive foreholdt de nye oplysninger, som måtte fremkomme. [I foråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen på ny, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4. Klageren har forklaret, at [A's] myndigheder forhindrede hans […] hjemrejse til Danmark [i sommeren] 2014, [oplysninger om akter fra sagen, som modsiger klagerens forkla-ring om, at hjemlandets myndigheder forhindrede hans hjemrejse til Danmark udeladt her]. Hertil kommer, at klageren i sin ansøgning om ikke-bortfald af opholdstilladelse [fra efteråret] 2015 har oplyst, at det var [...], der forhindrede ham i at vende tilbage til Danmark, og intet har anført om, at han blev forhindret i at udrejse af [A's] myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke er blevet forhindret i at udrejse af [A], og at han frivilligt har taget ophold i lan-det i perioden [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015. Klageren har derfor opholdt sig mere end 12 sammenhængende måneder i hjemlandet. Under klagerens ophold i [A] boede hans søster i hans lejlighed, hun flyttede ind med sine egne møbler og betalte huslejen. Under disse omstændigheder og henset til det ovenanførte finder Flygtningenævnet, at klageren har opgivet sin bopæl i Dan-mark, hvilket understøttes af, at klageren er frameldt CPR, og at klageren i sit skriftlige hørings-svar, dateret [i starten af] 2020, oplyste, at han selv foretog registreringen i CPR, dog alene en frameldelse fra [datoen for udrejsen i] 2014 og 10 dage frem, idet han angiveligt registrerede, at han tog på ferie i [A]. Der er ikke grundlag for at antage, at [danske myndigheder] har stillet kla-geren i udsigt, at han kunne bevare sin opholdstilladelse, såfremt han vendte tilbage til Danmark. Betingelserne for at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1 er herefter opfyldt. Klageren må derfor anses for frivilligt at have ophævet sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, og der er ikke grundlag for at dispensere for bortfald i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at bortfald af opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter Menneskeret-tighedskonventionens artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en afvejning af, at klageren har opholdt sig i Danmark i sammenlagt ca. 22 år, at han taler, skriver og læser dansk, at han er i gang med en uddannelse og modtager pension og har to mindreårige børn i Danmark. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i [A], taler […], har boet og opholdt sig i [A] fra [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015 og under opholdet fået udstedt [pas fra A] samt, at han ikke har haft kontakt med sine børn siden [2015], at klageren ikke har del i forældremyndigheden over børnene, at børnene har givet udtryk for, at de ikke ønsker kontakt med ham, [ligesom han ikke har ret til samvær med dem]. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som en krænkel-se af klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Da klageren i en længere periode har opholdt sig frivilligt i [A] og under sit ophold uden problemer har kunnet få udstedt [pas i A], er der ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til [A] vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til [A]. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Land/2021/1/ajev
