Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive anholdt og slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han har forholdt sig neutral i krigen i Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at han har mistet sin urmagerbutik, samt at han ikke få den nødvendige lægelige behandling, som hans helbred kræver. Udlændingestyrelsen har i [foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil få den lægelige behandling og medicin, som hans medicin kræver. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien som et resultat af krigen. Flygtningenævnet udtaler: Udlændingestyrelsen meddelte i [sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertid beskyttelsesstatus) med henvisning til, at personer fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne kampe sted, ved en tilbagevenden til Syrien måtte anses for aktuelt at være i en reel risiko for at blive udsat for angreb, der var omfattet af EMRK artikel 3. Udlændingestyrelsen har i [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. På baggrund af de samlede baggrundsoplysninger har Udlændingestyrelsen vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus er af en sådan karakter, at enhver ikke vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har under sin sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse oplyst, at han stadig frygter de generelle forhold i Damaskus-området i Syrien, herunder at han ikke kan få adgang til mad, drikke og medicin. For Flygtningenævnet har klageren yderligere anført, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side, fordi han afviste en indkaldelse til Folkets Komité. Endvidere har han for Flygtningenævnet gjort gældende, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side, fordi han har hjulpet sine sønner med at unddrage sig militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet vurderer, at klagerens forklaring om sine konflikter med de syriske myndigheder ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren først under nævnsmødet på mange væsentlige punkter har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 og til samtalen i [vinteren] 2020 har klageren således ikke forklaret noget om, at han i starten af 2011 fik en indkaldelse fra Folkets Komité, hvor han skulle være afdelingsleder med rang af major for en afdeling, hvor han skulle være leder for 80 – 300 tungt bevæbnede personer, herunder blandt andet snigskytter og personer, der skulle arbejde med artilleri. Klagerens forklaring om tidspunktet for hans indkaldelse til Folkets Komité – starten af 2011 – er i modstrid med klagerens forklaring under nævnsmødet om, at han har opholdt sig i enten Tyrkiet eller Beirut, Libanon, fra 2010. De fleste af de indrejsestempler, der fremgår af hans pas er illegale og indhentet mod betaling, mens han opholdt sig i Tyrkiet. Dertil kommer, at klageren til oplysnings- og motivsamtale i [sommeren] 2015 forklarede, at han først udrejste af Syrien i [efteråret] 2014 – ligesom hans rejserute i øvrigt var ”Syrien – Libanon – Tyrkiet…”. Det bemærkes herved, at klageren ved sin underskrift har vedstået indholdet af referatet af oplysnings- og motivsamtalen. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter at blive genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren i dag er næsten [X] år gammel, og at han efter sine egne oplysninger ikke er blevet forsøgt genindkaldt siden 1977. Hertil fremgår det af baggrundsoplysningerne, at værnepligtsalderen i Syrien er mellem 18 og 42 år, men at der er set eksempler, hvor mænd sidst i 40´erne er blevet indkaldt. Klageren har endvidere først under mødet i Flygtningenævnet udbygget sit asylmotiv med henvisning til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side, idet han har hjulpet sine to sønner, [søn I], født i [årstal] og hans i 2007/2008 afdøde søn, [søn II], født i [årstal], med at unddrage sig militærtjeneste. Disse oplysninger er han heller ikke fremkommet med under sin oplysnings- og motivsamtale i [sommeren] af 2015 eller til samtalen i [vinteren] 2020. Det bemærkes yderligere, at klageren har opholdt sig i Syrien i adskillige år efter, at sønnerne, som voksne, er udrejst af Syrien, uden at dette har givet anledning til, at klageren er blevet opsøgt af de syriske myndigheder i den anledning. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse er i nogen risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at han ikke kan få den rette lægelige behandling, idet klageren lider af Diabetes 2, forhøjet blodtryk, forstørret prostata, knogleskørhed og modtager hjertemedicin. De nævnte sygdomme – bortset fra knogleskørhed – er alle sygdomme, klageren i forvejen havde i Syrien. Henset til sygdommenes relativt sædvanlige karakter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ikke på ny vil kunne modtage den relevante medicinske og lægelige behandling ved en tilbagevenden til Syrien. Der er således ikke tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 såfremt opholdstilladelsen nægtes forlænget. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren er [X] år gammel, bor alene i Danmark, har to døtre i henholdsvis [Land I] og i [Land II], en søn i [Land III] og sin mor og to brødre i [by]. Efter en samlet vurdering, herunder da klageren ikke har nogen familiemedlemmer i Danmark, en svag tilknytning til Danmark og en stor tilknytning til Syrien, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at en nægtelse af forlængelse af klageren opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021 om, at klageren midlertidige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke forlænges. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/149/hmu.
