Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2017 idømt fængsel i fængsel i 30 dage med en prøvetid på et år for overtrædelse af straffelovens § 244. Klageren blev endvidere betinget udvist af Danmark med en prøvetid på to år. Klageren blev idømt fængsel i otte måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, stk. 1, samt § 123. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Ved ankedom i 2020 blev klageren idømt fængsel i fængsel 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, stk. 1, samt § 123, og blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Straffen var en fællesstraf med den betingede straf, som klageren blev idømt ved dom i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er etnisk [etnicitet], og at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, fordi han ikke vil slå andre ihjel. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er født i [årstal]. Det må således lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet finder derfor som Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren ved upåanket dom [i 2017] er dømt for personfarlig kriminalitet, vold efter straffelovens § 244. Ved Vestre Landsrets dom [i 2020] er klageren dømt for to forhold af røveri efter straffelovens § 288, samt vidnetrusler efter straffelovens § 123. Det sidste forhold er begået i prøvetiden efter den betingede dom [i 2017]. Klageren er ved Vestre Landsrets dom udvist med indrejseforbud i seks år i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 23, nr. 1. Det fremgår af Flygtningenævnets beretning 2020 s. 359 n, jf. bemærkningerne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at formodningen er imod at en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 22-25, kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at han med henvisning til karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder ikke at særlige grunde, herunder hensynet til klagerens families enhed, taler for, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter § 7. Flygtningenævnet tiltræder i den forbindelse, at klageren, der indrejste til Danmark som [alder], ikke vil være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Syrien. Den omstændighed at klageren har indgået ægteskab, og er blevet far til et barn kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at disse forhold er opstået efter, at klageren blev klar over, at han risikerede udvisning, hvilket må være sket i hvert fald senest ved Retten i [by B] dom [i 2019]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/148/ACA
