syri2021144

Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk palæstinenser og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes familie vil blive forfulgt, idet familiens efternavn minder om [A]'s. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter situationen i Syrien på grund af krigen, samt at hendes døtre vil komme til skade. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at et fly bombede i nærheden af det område, hvor ansøgeren og hendes familie opholdt sig. Ansøgeren har videre henvist til, at [flere familiemedlemmer er blevet dræbt], samt at hendes bror har været forfulgt af ukendte personer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter rivaliserende grupper, og at hun og hendes børn vil blive slået ihjel på grund af den uvisse krigstilstand. Ansøgeren har under asylsagen forklaret, at hverken hun eller hendes børn, hendes øvrige familie eller eksmand har haft konkrete eller individuelle konflikter i Syrien. Det beror på ansøgerens egen formodning, der ikke er underbygget, at hun vil være i risiko på grund af familienavnet, i risiko for kidnapning eller som følge af sine [familiemedlemmers] ukendte konflikt. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være enlig kvinde uden mandligt netværk, eller at hendes døtre som følge af deres ophold i Danmark vil skille sig ud, er ikke i sig selv asylbegrundende. Socioøkonomiske forhold, herunder ønsket om bedre boligforhold og levevilkår, kan ikke begrunde asyl. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at forholdene og sikkerhedssituationen i ansøgerens hjemområde er væsentlig forbedret, således at ikke enhver, alene som følge af sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder på den baggrund og i øvrigt af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stk. 2 eller stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/144/MSI