Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kalar, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [dato i første kvartal af] 2009, og at han den [dato i tredje kvartal af] 2009 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den [dato i fjerde kvartal af] 2019 udrejste til Irak. Klageren udrejste for at besøge familie. Klageren indrejste i Danmark den [dato i tredje kvartal af] 2020. Den [dato i første kvartal af] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4 og § 17 a, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder og frivilligt havde taget ophold i Irak. Klageren indgav den [dato i fjerde kvartal af] 2020 ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses bortfaldet. I denne har han oplyst, at han udrejste alene og af egen beslutning af Danmark til Iran den [dato i tredje kvartal af] 2019 og genindrejste i Danmark den [dato i tredje kvartal af] 2020. I ansøgningen har han henvist til sygdom i familien. Han har senere oplyst, at han ødelagde sit danske fremmedpas, efter at han indrejste til Danmark, samt at han fra den [dato i fjerde kvartal af] 2019 – [dato i første kvartal af] 2020 opholdt sig i Iran, hvor han var fængslet, hvorefter han tog til Irak, hvor han opholdt sig indtil den [dato i tredje kvartal af] 2020. Flygtningenævnet finder på baggrund af klagerens egne oplysninger, at klageren fra den [dato i fjerde kvartal af] 2019 indtil den [dato i tredje kvartal af] 2020 – i 8 ½ sammenhængende måneder – har opholdt sig uden for Danmark. Klageren har under nævnsmødet yderligere forklaret, at han havde opsagt sin stilling på et pizzeria i [by A], og at han havde opsagt sin bolig. Under klagerens ophold i Irak boede han i sin mors hus i klagerens hjemby, Kalar, hvor også hans bror bor. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke er blevet forhindret i at udrejse af Irak, hvor han frivilligt tog ophold i perioden [dato i første kvartal af] 2020 indtil den [dato i tredje kvartal af] 2020. Der har ikke været hverken myndigheder eller andre, der forhindrede ham i at vende tilbage til Danmark. Det forhold, at han var i pengemangel, ændrer ikke herved. Det ændrer heller ikke herved, at klageren 2 gange skulle have forsøgt at rejse tilbage til Danmark, idet han ikke hverken kan huske datoer eller nærmere kan dokumentere disse rejseforsøg. Han har heller ikke kontaktet de danske myndigheder om hjælp eller i øvrigt foretaget sig noget aktivt. Betingelserne for at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, er herefter opfyldt. Der ses ikke at være personlige eller undskyldelige forhold, der kan danne grundlag for at dispensere for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet på den ene side lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i sammenlagt ca.10 år, og på den anden side blandt andet lagt vægt på, at han ingen familie, herunder børn, har i Danmark. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i Kalar, Irak, hvor han har boet indtil udrejsen fra Irak i 2009, og hvor han opholdt sig fra den [dato i første kvartal af] 2020 til [måned i tredje kvartal af] 2020, og hvor hans nærmeste familiemedlem – broderen – bor. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som nogen krænkelse af klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Da klageren i en længere periode har opholdt sig frivilligt – og efter sin egen forklaring uden problemer – i sin hjemby, Kalar, er der ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/21/DH
