dub-tysk202120

Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste, at han i forbindelse med sin asylsagsbehandling i Tyskland afgav ukorrekte oplysninger om sin nationalitet, hvilket påvirkede hans sag. Klageren er blevet meddelt afslag på asyl to gange i Tyskland. Derudover har klageren oplyst, at han har mange familiemedlemmer i Danmark, som han ønsker at være i nærheden af. Slutteligt oplyste klageren at livet i Tyskland var vanskeligt, og at han oplevede folk som racistiske. DRC Dansk Flygtningehjælp har på baggrund af klagerens forklaring samt den behandling klageren fik under sin asylsag henvist til, at sagen bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk.1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 9. juni 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har været utilfreds med sagsbehandlingen af sin asylsag i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge om genoptagelse af sin sag i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU' Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Den omstændighed, at klageren har mange familiemedlemmer i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klagerens fætre, kusiner, og faster ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, stk. 1, litra g. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at det oplyste om, at klageren oplevede folk i Tyskland som racistiske, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke er blevet udsat for noget konkret, og at klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, der må antages at have den fornødne vilje og evne til at yde klageren beskyttelse, såfremt han måtte føle sig chikaneret. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.". Dub-Tysk/2021/20/YARS