Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren føler sig utryg ved en overførsel til Tyskland, idet han har en konflikt med privatpersoner i Tyskland. Klageren har endvidere oplyst, at han i Tyskland ikke har kunnet deltage i samtaler på grund af sine problemer, og at han frygter at blive sendt til sit hjemland af de tyske myndigheder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter, at De tyske myndigheder vil sende ham til [hans hjemland], og at klageren havde problemer med at møde til samtaler hos myndighederne i Tyskland forud for meddelelse om, at klageren ikke længere havde nogen opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren har en subjektiv frygt for at vende tilbage til Tyskland, og at klageren har oplyst at have konflikter med de personer, som klageren har boet med i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren henvises til at søge hjælp hos de tyske myndigheder, såfremt han oplever problemer i Tyskland. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/19/ajev
