Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste, at han ikke ønsker at blive overført til Frankrig, fordi det er meget problematisk for ham at leve der. Klageren har på intet tidspunkt modtaget hjælp af de franske myndigheder, ligesom han har været overladt til et liv på gaden, hvilket han frygter at vende tilbage til. I Frankrig er klageren blevet meddelt afslag på asyl. Derudover har han forklaret, at han har en søn som bor i Danmark, som han gerne vil være i nærheden af, hvorfor han ønsker at få sin sag behandlet her. Dansk Flygtningehjælp har herefter henvist til en række baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Frankrig. Flygtningehjælpen har blandet andet henvist til AIDA-rapporten fra marts 2021. og en rapport fra US Department of State: 2020 Country Report on Human Rights Practises: France, udgivet i marts 2021. Dansk Flygtningehjælp har herefter anført, at klageren, ved en tilbagevenden til Frankrig, vil være i risiko for at leve et udsat liv på gaden, ligesom klageren vil risikere at blive udsat for overgreb som følge af sin etnicitet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig den 26. august 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2020 Update, fra marts 2021, at “only about 51 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2020”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Den omstændighed, at klageren frygter at blive udsat for overgreb, som følge af sin etnicitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Frankrig, må henvises til at søge de franske myndigheders beskyttelse, idet de franske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ønsker at få sin sag behandlet i Danmark, fordi hans søn, der er svensk statsborger, bor i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klagerens søn efter det oplyste er svensk statsborger, hvorfor han ikke er omfattet af Dublinforordningens art. 9. Nævnet finder heller ikke, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens herboende barn omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Nævnet har i sin vurdering heraf blandt andet lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har oplyst, at han aldrig har mødt sin nu 11-årige søn. Nævnet bemærker endvidere, at det må antages, at det familieliv, som klageren har til sin søn i Danmark, kan opretholdes ved en overførsel af klageren til Frankrig, idet klagerens herboende søn som svensk statsborger vil kunne besøge klageren i Frankrig. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ". Dub-Fran/2021/7/YARS
