Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de finske myndigheder ifølge klageren havde videregivet oplysninger om ham, og at klageren som følge heraf var blevet chikaneret i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Finland og herefter er udrejst af Finland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland den 10. februar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at de finske myndigheder har videregivet oplysninger om ham til Rusland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Finland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Finland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han som følge af videregivelsen af oplysninger om ham har modtaget trusler i Finland. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de finske myndigheders beskyttelse, idet de finske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af finsk politi, kan han klage herover til en overordnet finsk myndighed. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Finl/2021/3/CERA
