Nævnet omgjorde i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Klageren er etnisk pashtuner og ikke-troende fra [by A], [område]-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i sommeren] 2018 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban, fordi han og hans far blev beskyldt for at hjælpe amerikanerne. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, idet han har forklaret forskelligt om en række centrale forhold i sit asylmotiv. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han frygter desuden de afghanske myndigheder, idet Taliban har infiltreret den afghanske regering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved Flygtningenævnet afgørelse [af sommeren] 2018 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har således på daværende tidspunkt lagt klagerens forklaring om dennes asylmotiv til grund. Spørgsmålet er herefter, om de forhold, der er anført af Udlændingestyrelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2021, kan føre til at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at der er en række væsentlige uoverensstemmelser mellem de oplysninger, som klageren har givet ved tidligere samtaler i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl, og de oplysninger der fremgår af referatet af Udlændingestyrelsens samtale med ansøger [i efteråret] 2020. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren på troværdig måde har kunnet redegøre for disse uoverensstemmelser. Herunder er det påfaldende, at klageren der ifølge førnævnte referat flere gange har forklaret, at hans far, der havde været bortført, nu var blevet løsladt, efterfølgende herunder ved hans advokats indlæg til nævnsmødet dags dato har gjort gældende, at der blot var tale om en drøm, som hans mor havde haft. Det er ligeledes påfaldende at klageren, der flere gange havde mulighed for at gøre indsigelser mod tolkningen, og som ifølge det af ham selv oplyste har et vist kendskab til engelsk, som han blandt andet har benyttet som arbejdssprog, helt undlod at gøre opmærksom herpå. Udlændingestyrelsen har imidlertid begrundet sin afgørelse med, at der foreligger svig fra klagerens side, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. De forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke af en sådan karakter, herunder i relation til det asylmotiv som Flygtningenævnet lagde til grund ved afgørelsen af [sommeren] 2018, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Efter en samlet vurdering ændrer Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2021, således at klageren forsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2021/24/ACA
