Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: " Klageren er etnisk kurder og ateist fra Kobane, Syrien. Klageren har ikke været medlem af poli-tiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har en enkelt gang deltaget i en demonstration i forbindelse med en nytårsfest i Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2015, og at hun [vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Advokat Jens Rye-Andersen har den [vinteren] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgø-relse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun efter sin indrejse til Danmark er frafaldet islam, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af grupperingerne i Nordsyrien. Klageren har videre oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at hun er af kur-disk afstamning, og at hendes bror og samlever har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har efter sin forklaring ikke haft personlige konflikter med de syriske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er der ikke risiko for, at familie-medlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, risikerer asylbe-grundende overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens bror eller hendes samlever er særligt profilerede. Klageren har forkla-ret, at hun er frafaldet islam. Klageren er efter sin forklaring ikke konverteret til en anden religion men er ateist. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger tillader de syriske myndigheder for-skellige trosretninger i det omfang, aktiviteterne ikke foregår offentligt og ikke har politisk karak-ter. Uanset det er ulovligt i Syrien at frafalde islam, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klage-ren ikke er konverteret til en anden religion, at klageren ikke er profileret, at hun ikke er politisk engageret og ikke har praktiseret sin ateisme som led i politiske aktiviteter, samt at hun ikke har oplevet problemer som følge af, at hun er ateist. Hertil kommer, at klagerens familie ikke har kendskab til, at hun er frafaldet islam. Forholdene for kurdere og for enlige kvinder i Syrien er ikke i sig selv af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke be-tingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse." [Sy-ri/2021/60/YARS]