Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at militæret ville bortføre hende. Det syriske militær havde truet hermed, hvis hendes bror ikke meldte sig til at aftjene sin værnepligt. Klagerens bror var desuden blevet truet af det syriske militær, idet han havde optaget demonstrationer mod regeringen, samt hjulpet personer, som blev såret under disse demonstrationer. Endelig henviste klageren til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien, som følge af borgerkrigen. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv, og til at det syriske militær flere gange har opsøgt familiens bopæl i Damaskus for at lede efter hende, og at hendes mor har modtaget trusler om, at de ville bortføre klageren. Klageren er opvokset i Damaskus, hvor hun boede indtil flugten formentlig i 2015. Hun skal asylvurderes i forhold til Damaskus. Efter baggrundsoplysningerne og nævnets praksis er situationen i Damaskus ikke længere sådan at den blotte tilstedeværelse er asylbegrundende, heller ikke for enlige kvinder. Klageren har sine forældre i Syrien. Hun har i Danmark sine fire voksne søskende, hvoraf hun flygtede sammen med den ene, og siden har boet sammen med ham bortset fra omkring fire måneder, hvor hun boede med sin ægtefælle i Sverige. Flygtningenævnet vurderer ikke, at der er tale et afhængighedsforhold til den bror, særligt ikke når hun er blevet myndig og gift. Klageren er opvokset i Syrien indtil hun flygtede som 14-årig. Hun er således bekendt med syrisk sprog og kultur. Hun har sine forældre i Syrien. Selvom hun har opholdt sig i omkring fem et halvt år i Danmark har hun ikke opnået en særlig tilknytning til landet. Flygtningenævnet finder således ikke at EMRK’s artikel 8 hindrer udsendelse. Klageren har ikke selv konflikter med de syriske myndigheder, men hun påberåber sig konflikter som følge af broderens, [B’s], konflikter. Efter [B’s] egen forklaring ophørte han med at deltage i demonstrationer, og dermed optage dem, i 2012. Han har kunne bo i Damaskus indtil flugten i 2015. Flygtningenævnet finder derfor ikke at denne konflikt har en intensitet der kan begrunde asyl. Klageren har endvidere påberåbt sig den konflikt at broren er flygtet fra militærtjeneste. Efter baggrundsoplysningerne er der ikke grundlag for at antage at dette skulle medføre konflikter for klageren. Vedrørende den afgørende episode, hvor klageren påstår sig truet bemærker Flygtningenævnet at hun har forklaret divergerende om, hvorvidt hun selv hørte truslen eller om hun hørte den refereret fra enten sin far, mor eller bror. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor denne afgørende del af forklaringen. Flygtningenævnet finder således ikke at klageren har personlige konflikter af en sådan intensitet at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/53/juri
