Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Latakia, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en dato i efteråret] 2014, og at han [en dato i begyndelsen af] 2015 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [en dato i efteråret] 2017 udrejste til Tyrkiet. Klageren udrejste for at være sammen med sin familie, efter at familien havde modtaget afslag på familiesammenføring til Danmark. [En dato i efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, samt § 17 a, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, samt at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste har været udrejst af Danmark og boet i Tyrkiet i perioden fra [en dato i foråret] 2016 til [en dato i slutningen af] 2019, og at klageren har søgt og opnået statsborgerskab i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren har opnået beskyttelse i et tredjeland, Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i 2018 opnåede statsborgerskab i Tyrkiet, og at det af klagerens tyrkiske nationalitetspas og tyrkiske ID-kort fremgår, at klagerens nationalitet er tyrkisk. Klagerens forklaring om, at hans tyrkiske statsborgerskab ikke var ønsket af ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren findes ikke at have oplyst omstændigheder, der med vægt taler for, at han er i risiko for at miste sit opnåede tyrkiske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger forhold, der i henhold til udlændingelovens § 17, stk. 3, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke skal anses for bortfaldet. Klageren har således for Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at han ikke var i Danmark i perioden fra [en dato i foråret] 2016 til [en dato i slutningen af] 2019, og at det eneste, der forhindrede ham i at rejse til Danmark i perioden var, at han skulle forsørge sin familie i Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ligesom rejsen til Tyrkiet ikke kan anses som omfattet af udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2, om repatriering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Tyrkiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/38/MLVT
