Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Syri-en. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste af myndighederne i Syrien. Endvidere frygter ansøgeren at blive tvangsrekrutteret af PKK, den Frie Syriske Hær eller Islamisk Stat. Derudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en ukendt person, fordi ansøgerens fars kusines mand har slået nogle klanmedlemmer ihjel i Aleppo. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Ved en tilbagevenden til Libanon frygter ansøgeren, at Hizbollah og Amal-bevægelsen vil efterstræbe ansøgeren, fordi han er syrer. Endvidere frygter ansøgeren, at [A´s] bande vil efterstræbe ansøgeren, fordi han nægtede at sælge euforiserende stoffer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2015 udrejste af Syrien sammen med sine forældre, bror og to søstre, idet PKK forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren. Ansøgeren blev kontaktet af militser fra PKK to til tre gange. Ansøgeren og hans familie rejste til Libanon og tog ophold i Shatila-lejren, hvor ansøgeren opholdt sig i cirka seks måneder. Kort tid efter ansøgeren ankom til Libanon, blev han stoppet af Hizbollah ved en kontrolpost. De bad ansøgeren om at fremvise sit ID-kort, hvorefter han blev slået, fordi han var syrer. To måneder senere blev ansøgeren og ansøgerens ven [B] opsøgt af militser fra Amal-bevægelsen, som ikke troede på, at den motorcykel, som ansøgeren trak, tilhørte ansøgeren. Ansøgeren og [B] blev tilbageholdt af militserne, hvor de blev udsat for vold. Kort efter fandt de ud af, at de havde en fælles ven, hvorefter ansøgeren og Haitam blev løsladt. Under sit ophold i Shatila-lejren blev ansøgeren ligeledes forsøgt hvervet til en bande, som en mand ved navn [A] styrede. [A] ville have ansøgeren til at sælge euforiserende stoffer. Ansøgeren nægtede at lade sig hverve til banden, hvorefter nogle af bandemedlemmerne forsøgte at få ansøgeren til at forlade lejren. Da ansøgeren ligeledes nægtede dette, blev han stukket ned med en kniv. Herefter opholdt ansøgeren sig hjemme indtil [vinteren] 2016, hvor han udrejste af Libanon sammen med sin mor og bror. Mødet i Flygtningenævnet er i første række blevet begrænset til at angå spørgsmålet om, hvorvidt Libanon kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste med den deraf følgende risiko for myndighedsovergreb. Flygtningenævnet finder i konsekvens heraf, at ansøgeren – hvis syriske nationalitetspas er udløbet [vinteren] 2016 – ikke kan pålægges at rette henvendelse til de syriske myndigheder med henblik på udstedelse af nationalitetspas eller forny-else heraf. I forhold til anvendelse af Libanon som første asylland må ansøgeren således stilles som ikke havende nationalitetspas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Ud-lændingestyrelsens rapport fra maj 2020 Access to Lebanon for Syrians Entitled to Courtesy Resi-dence in Lebanon, må det anses for udelukket at antage, at ansøgeren vil blive tilladt indrejse i Libanon med henblik på at søge opholdstilladelse der. Libanon kan herefter ikke tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” SYRI/2020/103/YARS
