Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Somalia. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Soma/2021/20/EDO og Soma/2021/22/EDO.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og født i Qabribayax, Etiopien. Ansøgerens har senest opholdt sig i en årrække [A], Beled Weyne, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive rekrut-teret til al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han nu har nået en alder, hvor han risikerer, at blive rekrutteret til al-Shabaab. Hvis man nægter at lade sig rekruttere, risikerer man at blive slået ihjel eller opsøgt på et senere tidspunkt. Hvis man lader sig rekruttere, risikerer man, at skulle slå andre mennesker ihjel, hvilket ansøgeren ikke ønsker at gøre. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter konflikter som følge af sit klantilhørsforhold. An-søgeren har til støtte herfor anført, at hans klan er en af de laveste klaner, og at de stærkeste klaner har magt og beskyttelse. De stærkeste klaner bestemmer, hvorfor ansøgeren ikke vil have nogen chance for at få beskyttelse eller overleve. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøge-rens forklaring om de faktiske forhold til grund. Ansøgeren har forklaret, at han før sin udrejse af Somalia var udsat for chikane og herunder også vold fra såvel børn som voksne. Det er ansøgerens opfattelse, at denne chikane var begrundet i hans tilhørsforhold til en mindretalsklan, og at han ved en tilbagevenden til Somalia på ny vil blive udsat for tilsvarende chikane. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgeren påberåbte forhold har en sådan karakter og intensitet, at de i sig selv kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Den omstændighed, at ansøgeren tilhører en mindretalsklan, kan efter Flygtningenævnets vurdering heller ikke føre til, at der med-deles ansøgeren opholdstilladelse. Det bemærkes, at ansøgerens far kommer fra Mogadishu, og den blotte omstændighed, at han ikke tilhører en af de større klaner, kan ikke føre til, at han skulle være afskåret fra at tage ophold i Mogadishu sammen med sin far, uden at risikere asylbegrunden-de forfølgelse. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren risikerer at blive tvangsre-krutteret af al-Shabaab, finder Flygtningenævnet, at risikoen herfor i det væsentlige beror på an-søgerens egen formodning. Særligt for så vidt angår Mogadishu bemærker Flygtningenævnet, at byen til dels er kontrolleret af AMISOM, og at al-Shabaabs indflydelse i området derfor må anses for begrænset. Som anført af Udlændingestyrelsen er ansøgeren helt uprofileret i forhold til al-Shabaab. Ansøgerens frygt for, at han skal blive tvangsrekrutteret, kan derfor heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingesty-relsens afgørelse.” Soma/2021/21/EDO