Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran og har oplyst at være kristen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af sin fars problemer i Iran. Videre har klageren oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1 pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen blandt andet henvist til, at klagerens bror har forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv, og at der i sagen er indleveret en kopi af et iransk retsdokument, der er vurderet som værende uægte. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter repressalier som følge af sin fars politiske aktiviteter i Iran. Til støtte herfor han klageren oplyst, at der har været ukendte uniformerede personer på familiens bopæl i Iran to til tre gange, og at de den ene gang tog alle hans fars ejendele. Yderligere har han henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at klageren reelt er konverteret til kristendommen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, heller ikke på grund af ”imputed religious beliefs”. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Udlændingestyrelsen ikke har godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. De af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret] 2019 påberåbte divergenser er efter Flygtningenævnets opfattelse af mindre betydning. Dette gælder særligt, når der tages hensyn dels til klagerens alder ved afgivelsen af den første forklaring [i sommeren] 2015, og dels til det tidsrum, der er forløbet frem til den anden forklaring [i begyndelsen af] 2018. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra sommeren] 2016, at klageren har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, primært med henvisning til farens politiske aktiviteter i Iran. Uanset at Udlændingestyrelsen har påberåbt sig, at faren har fremlagt et falsk dokument for de danske myndigheder, er grundlaget for farens opholdstilladelse i Italien ikke nærmere undersøgt. Da det herefter ikke er godtgjort, at der foreligger svig fra klagerens side, og da Flygtningenævnet, som sagen foreligger oplyst, må lægge til grund, at klagerens far er meddelt politisk asyl i et andet EU-land, er der herefter ikke grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/18/CARA