Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran og har oplyst at være kristen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har oplyst, at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark i 2017. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede de iranske myndigheder som følge af sin fars politiske aktiviteter i Iran, sin konversion til kristendommen og sin flugt fra militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1 pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen blandt andet henvist til, at klageren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, og at der i sagen er indleveret en kopi af et iransk retsdokument, der er vurderet som værende uægte. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter repressalier fra de iranske myndigheder som følge af sin fars politiske aktiviteter i Iran og som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor han klageren oplyst, at hans far blev tilbageholdt af de iranske myndigheder omkring et år inden, familien søgte om asyl i Danmark første gang, og at dette var første gang, at familien oplevede problemer som følge af hans fars aktiviteter. Videre har klageren oplyst, at familiens bopæl flere gange er blevet ransaget som følge af hans fars aktiviteter, og at hans far en dag ikke vendte hjem til bopælen, idet han var blevet tilbageholdt. Efter seks til syv måneder blev klagerens far løsladt fra fængslet, hvorefter klagerens far besluttede, at familien skulle udrejse af Iran. Klageren, klagerens far og klagerens lillebror forsøgte at udrejse af Imam Khomeini lufthavnen i Teheran, men klagerens far blev i den forbindelse tilbageholdt og løsladt omkring en måned senere. Under 24 timer efter løsladelsen udrejste klageren, klagerens far og klagerens lillebror af Iran via grænsen til Tyrkiet. Endelig har klageren oplyst, at han konverterede til kristendommen i begyndelsen af 2013, at han har deltaget i kristne aktiviteter og tolket for kristne præster, og at han har formidlet kontakt mellem herboende iranere og danske præster med henblik på, at iranere kan konvertere til kristendommen. Flygtningenævnet finder på en række punkter, at klagerens forklaring må anses som mindre sandsynlig. Det gælder særligt hans forklaring om hans forbindelse og manglende forbindelse til sin far, og hvordan forbindelsen blev genetableret ved farens pludselige opdukken i Danmark, i en forretning drevet af klageren. Dette skal ses i sammenhæng med, at klageren ikke på overbevisende måde har kunnet forklare, hvordan han i en meget ung alder var i stand til at etablere selvstændig erhvervsvirksomhed af en karakter, der må forudsætte afholdelse af ikke ubetydelige omkostninger. Der må i den forbindelse lægges vægt på, at faren trods det påberåbte modsætningsforhold efter det oplyste har finansieret i hvert fald den ene af virksomhederne. Flygtningenævnet finder det heller ikke sandsynligt, at klageren reelt er konverteret til kristendommen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, heller ikke på grund af ”imputed religious beliefs”. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Udlændingestyrelsen ikke har godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. De af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret] 2019 påberåbte divergenser er efter Flygtningenævnets opfattelse af mindre betydning. Dette gælder særligt, når der tages hensyn dels til klagerens alder ved afgivelsen af den første forklaring [i sommeren] 2015, og dels til det tidsrum, der er forløbet frem til den anden forklaring [i begyndelsen af] 2018. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra sommeren] 2016, at klageren har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, primært med henvisning til farens politiske aktiviteter i Iran. Uanset at Udlændingestyrelsen har påberåbt sig, at faren har fremlagt et falskt dokument for de danske myndigheder er grundlaget for farens opholdstilladelse i Italien ikke nærmere undersøgt. Da det herefter ikke er godtgjort, at der foreligger svig fra klagerens side, og da Flygtningenævnet, som sagen foreligger oplyst, må lægge til grund, at klagerens far er meddelt politisk asyl i et andet EU-land, er der herefter ikke grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/17/CARA
