Nævnet ændrede Udlændingestyrelsens afgørelse om at en mandlig statsborger fra Irans opholdstil-ladelse var bortfaldet. Indrejst i 1984. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er shia-muslim fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [ultimo 1984], og at han [i foråret] 1985 blev meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlæn-dingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. [I efteråret] 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at hans op-holdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, da han ikke på dette tidspunkt kunne anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og da han ikke kunne anses for at have været ud-rejst i 12 på hinanden følgende måneder. Det fremgik videre af afgørelsen, at hvis klageren fortsat-te med at opholde sig i Iran i samme omfang som hidtil, kunne Udlændingestyrelsen på et senere tidspunkt lave en fornyet vurdering af, om han havde opgivet sin bopæl i Danmark. [I efteråret] 2018 oplyste klageren til Udbetaling Danmark, at han flyttede permanent til Iran [i foråret] 2019. [I efteråret] 2019 vurderede Udbetaling Danmark, at klageren siden [begyndelsen af] 2016 havde haft fast bopæl i Iran. [I efteråret] 2019 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag på klagerens ansøgning om forhåndsdispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse. [I somme-ren] 2020 oplyste klageren i et ansøgningsskema om forhåndsdispensation fra bortfald af hans op-holdstilladelse til Udlændingestyrelsen, at han ønskede at repatriere og vende tilbage til Iran til sin hustru og søn. [I sommeren] 2020 traf Rudersdal Kommune afgørelse om at registrere klageren som udrejst til Iran pr. [begyndelsen af] 2016. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget bopæl i sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har bibeholdt sin lejlighed i Danmark, men at han siden [sommeren] 2016 kun har opholdt sig her i landet i fem perioder på henholdsvis ca. 10 dage, ca. 10 dage, ca. tre uger, ca. 14 dage og ca. syv dage, inden han senest indrejste [i sommeren] 2020. Det fremgår videre, at klageren har ægtefælle og barn i Teheran, og at han bor sammen med dem, når han ikke er i Danmark. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark og på ny frivilligt taget bopæl i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Klageren må under de ovenfor angivne omstændigheder anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Flygtningenæv-net bemærker videre, at klageren, selvom han i de seneste år kun ganske kortvarigt har opholdt sig i Danmark, ikke har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i over-ensstemmelse med den klare ordlyd i udlændingelovens § 17 a ikke kan anses for bortfaldet. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2020. Flygtnin-genævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2.” Iran/2021/11/smla
