Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra [X], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske efterretningstjeneste, idet ansøgerens far er kom-munist. Ansøgeren frygter endvidere at blive forvoldt skade af sin morfar og sine morbrødre som følge af ansøgerens mors konflikt med disse, idet ansøgerens morfar og morbrødre ikke accepterer, at ansøgerens mor har giftet sig med en kommunist. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren selv og ansøgerens mor blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste på deres bopæl. Ansøgerens mor blev i den forbindelse tilbageholdt og afhørt i et par timer. Ansøgeren blev et par måneder senere indkaldt til en samtale med den iranske efterretningstjeneste, hvor ansøgeren blev afhørt om forhold vedrørende ansøgerens far. Ansøgeren havde ikke kendskab til sin fars opholdssted, hvor-for den iranske efterretningstjeneste lod ansøgeren gå. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens mor havde bedt ham om at holde sig fra sin morfar og sine morbrødre, da de ikke accepterede an-søgerens forældres forhold. Ansøgeren har slutteligt oplyst, at han er konverteret til kristendom-men under sit ophold i Danmark. Ansøgeren blev døbt [en nærmere angiven dato i foråret] 2019. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sine forældres asylmotiver, der vedrører farens aktiviteter for Komala partiet og hjælp til en indsat med at flygte fra fængslet og morens asylmotiv vedrøren-de sin konflikt med sin familie i Iran. Nævnet kan herved henvise til den begrundelse, der fremgår af de samtidige afgørelser i forældrenes sag. Afgørelsen i morens sag, der omhandler begge asyl-motiver, er sålydende: ”Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv vedrø-rende dennes aktiviteter for Komala partiet og hjælp til en indsat med at flygte fra fængslet. Næv-net kan herved henvise til den begrundelse, der fremgår af den samtidige afgørelse i ægtefællens sag. Afgørelsen er sålydende: ”Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmo-tiv vedrørende aktiviteter for Komala partiet til grund, idet forklaringen med mindre væsentlige divergenser forekommer konsistent og selvoplevet og dermed troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i 1991/1992 tog til Sulaymaniyah i Irak, hvor han udførte aktiviteter for Komala partiet omkring et år. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren efter at være returneret til Iran i 1992/1993 blev dømt til henrettelse, men at dommen efter fire år, hvor han sad fængslet, blev ændret til 20 års eksil i en anden bydel, og at ansøgeren efterfølgende på grund af psykiske problemer fik afskrevet omkring 10 år af eksilperioden. Flygtningenævnet kan endvidere ikke afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til fangeflugten, herunder at fangen afsonede en dom for politisk aktivitet, idet ansøgerens forklaring i det væsentlige har været konsistent og forekommer selvoplevet og dermed troværdig. Uanset at ansøgeren og hans ægtefæl-le på flere punkter har forklaret indbyrdes divergerende og mindre troværdigt om myndighedernes opsøgning af bopælen og henvendelser til ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse, kan næv-net ikke afvise, at myndighederne har opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl den samme dag, som han udrejste. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i de iranske myndigheders søgelys på grund af omstændighederne ved fangeflugten og hans tidligere dom for politisk aktivitet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynlig-gjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin familie i Iran til grund, idet forklaringen forekommer usammenhængende og utroværdig. Nævnet bemær-ker indledningsvist, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun ikke har nævnt noget om den-ne konflikt i sit asylskema, uanset hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var ble-vet udsat for fysiske overgreb af sin far og brødre to gange, og at faren herunder havde stukket hende med en kniv i armen/skulderen. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ikke frygtede for sit liv fra familien, mens hun boede i Iran, mens hun til asylsam-talen forklarede og - foreholdt forklaringen til oplysnings- og motivsamtalen - bekræftede, at hun frygtede sin familie på tidspunktet for udrejsen. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke nævnte noget herom i asylskemaet, fordi hun var bange for, at familien skulle få viden herom, og at hun aldrig har sagt, at hun ikke frygtede familien på udrejsetidspunktet, forekommer ikke troværdig. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hendes søster er blevet bekendt med truslerne fra familien. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamta-len forklaret, at søsteren havde hørt fra slægtninge hjemme hos forældrene, at faren ville skære ansøgeren i stykker. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun ikke vidste, hvorfra søsteren havde disse oplysninger. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer mindre troværdigt, at familien skulle have ønske om at slå ansøgeren ihjel på grund af hendes ægteskab henset til, at ansøgeren efter sin forklaring accepterede at lade sig skille fra ægtefællen, og at fami-lien efterfølgende accepterede, at de giftede sig på ny, selvom familien var af den opfattelse, at hun havde bragt skam over familien. Ansøgerens forklaring om, at familien skulle gøre hende for-træd, fordi hun er udrejst alene, forekommer heller ikke overbevisende, henset til at faren ikke har ønsket at se hende. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om sin konflikt med familien som utroværdig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun senest blev afhørt af efterretningstjenesten i Iran ca. et år efter ægtefællens udrejse i [efteråret] 2015, og at hun ikke oplevede problemer med myndighederne frem til sin udrejse i oktober 2018. Ansøgerens forklaring om, at naboen fortalte, at hun havde bemærket en person, der ofte gik forbi huset, kan ikke føre til en antagelse om, at myndighederne holdt ansøgeren under observation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren ved ind-rejse samtidig med ægtefællen formentlig ville være blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i form af konsekvensstatus, kan under de foreliggende omstændighe-der ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren udrejste knapt tre år efter ægtefællen uden, at der foreligger oplysninger om begrundelsen herfor. Flygtningenæv-net stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nævnet findes således, at ansøgeren ikke med henvisning til forældrenes asylmotiv har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at de samme grunde, som er anført vedrøren-de konsekvensstatus for ansøgerens mor, gør sig gældende for ansøgeren, der derfor heller ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i form af konsekvensstatus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund, idet forklaringen om konversionen forekommer ureflekteret og usammenhængende og kon-strueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019 – efter at han var blevet døbt – forklarede, at han ikke havde læst ret meget i Biblen, og at han ikke kunne forklare, hvorfor han fandt kristendommen interessant, eller hvordan han kunne få frelse af at tro på Gud, Jesus og Helligånden. Han forklarede således, at han ikke havde valgt kristendommen, men at den havde valgt ham, idet Jesus havde banket på en dør, og han havde svaret, fordi han følte sig kristen. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens viden om kristendommen under samtalen med Ud-lændingestyrelsen fremstod meget begrænset, og at det forekommer påfaldende, at ansøgeren lod sig døbe efter kun tre til fire måneders interesse for – og uden særligt kendskab til – kristendom-men og forklarede ønsket om dåb med, at det var vigtigt for ham at blive døbt, idet alle andre skul-le vide, at han var kristen. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på nævnsmø-det om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere fremstår ure-flekteret og usammenhængende. De fremlagte udtalelser fra Luthersk Mission kan heroverfor ikke føre til et andet resultat. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen, og at han fremadrettet ønsker at leve åbent som kristen - også ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har postet kristne budskaber på Facebook kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens profil på Face-book er ”[A]”, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at dette er kommet til de iranske myndig-heders kundskab. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af det tilgængelige baggrundsma-teriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook ikke i sig selv leder til forfølgelse, men mulig monitorering, samt at såfremt den pågældende ikke før sin udrejse var i myndighedernes søgelys, vil vedkommende ikke risikere forfølgelse, trods opslag om konversion på internettet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sand-synliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/71/lbv
