Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ranyia, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at hun [i vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den [i efteråret] 2012 udrejste til Irak, idet hun led af PTSD og havde det psykisk dårligt. Klageren savnede sin familie i Irak og ville undersøge, om hun kunne få det psykisk bedre ved at bo hos sin familie i Irak. Flygtningenævnet har [i efteråret] 2019 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 2 er bortfaldet, idet betingelserne var opfyldt, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det er anført i afgørelsen, at klageren opgav sin bopæl i Danmark, da hun sammen med sine børn rejste til Irak, og tog frivilligt ophold i hjemlandet. Der er endvidere henvist til, at klageren ved udrejse i 2004 med sin familie efterfølgende har anvendt muligheden i udlændingelovens § 17 a, hvorfor klagerens mulighed for at bevare sin opholdstilladelse var udtømt, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Det er i øvrigt anført i afgørelsen, at klagerens tilknytning til Danmark ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for, at bortfald af opholdstilladelsen ikke skulle ske. Under sagens behandling i Flygtningenævnet [i efteråret] 2019 blev det oplyst, at klagerens søn under sit ophold i Irak har pådraget sig problemer, som følge af et forhold til en gift kvinde, og Flygtningenævnet besluttede derfor, at sagen skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, idet klagerens søns forhold til en gift kvinde ikke var blevet undersøgt nærmere. [I foråret] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingestyrelsen traf tillige afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Det fremgår af afgørelsen, at klageren har været indkaldt til tre samtaler hos Udlændingestyrelsen i henholdsvis november 2019, januar 2020 og februar 2020, og at hun er udeblevet fra samtalerne. Det fremgår endvidere, at klageren ikke har svaret på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring inden udløbet af fristen i marts 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens søn har haft et forhold til en gift kvinde under hans ophold i Irak, og at han på denne baggrund skulle have fået problemer, herunder været blevet truet på livet samt, at dette forhold skulle medføre problemer for klageren og klagerens datter. Forklaringen herom anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren efter sagens hjemvisning, uden nærmere oplysninger om baggrunden herfor er udeblevet fra flere møder i Udlændingestyrelsen, hvortil hun var indkaldt, og at hun endvidere har undladt at svare på Udlændingestyrelsens anmodning om partshøring. Der lægges endvidere vægt på, at klageren over for sin advokat har tilkendegivet, at hun ikke ville afgive forklaring under mødet i Flygtningenævnet i dag. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren ikke har medvirket til oplysning af sin sag, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Klageren har sammen med sine børn frivilligt opholdt sig og levet i Irak i længere tid, efter at hun fik opholdstilladelse i Danmark og forinden Flygtningenævnets afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen. Klageren må herefter antages, at kunne bo i Irak og opretholde en tilværelse uden konflikter således, at klageren kan udsendes til Irak jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/1/Sels
