Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kuwaitisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens helbredsmæssige tilstand ville forværres ved en overførsel til Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [en dato i begyndelsen af] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han er blevet behandlet inhumant af de tyske myndigheder, og at der ikke er blevet foretaget en tilstrækkelig vurdering af klagerens asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med de garantier, som er fastsat i Europaparlamentets og Rådets Direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse. Flygtningenævnet kan herudover ikke lægge til grund, at de tyske myndigheder vil udsætte klageren for refoulement, idet Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at der således ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling samt princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at han har haft konflikter med privatpersoner under sit ophold i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Tyskland, må han henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens helbredstilstand vil forværres ved en overførsel til Tyskland, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [en dato i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at han modtog psykologbehandling for sine psykiske lidelser under sit ophold i Tyskland. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2021/9/MLVT
