Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en gambisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Tyskland var blevet udsat for chikane og overfald. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i starten af] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Tyskland blev vildledt til at forklare, at han kom fra Guinea, og at han ikke turde berigtige dette senere, da han frygtede at komme i fængsel, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Tyskland er blevet udsat for ydmygende og racistiske overgreb, og at det tyske politi ikke har gjort noget herved. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af tysk politi, kan han klage herover til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/8/CERA
