Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende et iransk ægtepar samt to medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den kvindelige klagers mentale helbred, og at klagerne ikke stolede på asylsagsprocessen i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i starten af] 2021 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerne til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at den kvindelige klager er blevet traumatiseret af sin flugt, og at hun har brug for medicinsk behandling for sine psykiske lidelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige klager tidligere har modtaget behandling herfor i Tyskland og også fremover må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Det af den mandlige klager anførte om, at hans menneskerettigheder ikke er blevet opfyldt i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2021/2/CERA
