Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en gambisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Spanien og frygt for familiemedlemmer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien den 28. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter sine familiemedlemmer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at disse familiemedlemmer efter det oplyste ikke opholder sig i Spanien, og at klageren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i Spanien, idet omfang han frygter personer, der opholder sig i Spanien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således ikke, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet henviser herved til AIDA’s Country Report: Spain, fra april 2020, hvor det blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udstedt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagelsessystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om, at 11 dublin-overførte asylansøgerne ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger - lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne i de konkrete tilfælde ikke er nærmere belyst. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved en overførsel til Spanien. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at situationen for mange asylansøgere er forværrede som følge af COVID-19, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af de tidligere nævnte baggrundsoplysninger, at klageren vil have adgang til indkvartering, og at klageren som asylansøger – og såfremt der måtte opstå behov herfor – har ret til samme niveau af sundhedsydelser som spanske statsborgere. Flygtningenævnet finder på ovenstående baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2021/3/DH
