Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Slovenien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en algerisk mand, der havde indgivet ansøgning om international beskyttelse i Slovenien, hvorefter han udrejste af Slovenien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en overførsel til Slovenien frygtede, at han ville blive udsat for overgreb af privatpersoner. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Slovenien og herefter er udrejst af Slovenien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Slovenien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Slovenien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Slovenien [en dato i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Slovenien frygter at blive udsat for overgreb af sine tidligere værelseskammerater på det slovenske asylcenter, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med privatpersoner i Slovenien, må henvises til at søge de slovenske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de slovenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Slov/2021/1/MLVT
