Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en malisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetenceDansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde opgivet urigtige oplysninger i forbindelse med behandlingen af sin asylsag, og at klageren frygtede en længevarende frihedsberøvelse i Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den 24. november 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter for en længevarende frihedsberøvelse i Schweiz, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke påvirker ansvarskriteriet for den ansvarlige medlemsstat. Såfremt klageren måtte blive udsat for en længerevarende frihedsberøvelse, må klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Schweiz. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har opgivet urigtige oplysninger i forbindelse med sin asylsagsbehandling i Schweiz, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes endvidere, at såfremt klageren ønsker at få genoptaget sin sag på baggrund af eventuelle nye oplysninger, må klageren rette henvendelse til de schweiziske myndigheder, som har kompetencen hertil. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2021/1/YARS
