Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en ukrainsk mand, der var meddelt opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de generelle forhold for flygtninge i Polen samt manglende adgang til sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet medlemsland efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet [i sommeren] 2020 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre klageren til Polen i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 1. Flygtningenævnet lagde herved til grund, at klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen, og at Polen derfor var forpligtet til at modtage klageren og behandle dennes ansøgning om international beskyttelse. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren fortsat er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren oplyste om, at han efter sin tilbagevenden til Polen ikke modtog økonomisk støtte og var nødsaget til at bo på gaden, og at han frygter, at det samme vil gøre sig gældende, hvis han vender tilbage på ny, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der ifølge Dansk Flygtningehjælp er risiko for, at klageren lider af en behandlingskrævende psykisk lidelse, som han ikke selv er vidende om. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder Dublin returnees, i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for Dublin returnees i Polen, herunder AIDA’s Country Report, Update 2019, senest opdateret i april 2020, om indkvarteringsforhold og adgang til sundhedsbehandling. Det bemærkes hertil, at klageren, såfremt han har behov herfor, må forventes at kunne modtage relevant sundhedsbehandling i Polen, ligesom det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/2/CERA
