Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en tunesisk mand, der havde et gyldigt visum udstedt af de franske myndigheder, da han søgte asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Frankrig, herunder at klageren ville risikere ikke at blive tilbudt indkvartering og at klageren ikke ville få behandlet sin sag retmæssigt henset til, at Frankrig har en relation til Tunesien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det tiltrædes, at Frankrig i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og i overensstemmelse med accepten [fra vinteren 2019/2020] er forpligtet til at overtage behandlingen af klagerens asylsag, idet klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han søgte asyl i Danmark, og visummet gjorde det muligt for klageren at rejse ind på medlemsstaternes område. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Der er ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i EMRK artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 2. juli 2020 (N.H. m.fl. mod Frankrig, sag 28820/13 m.fl.) og 10. september 2020 (B.G. m.fl. mod Frankrig, sag 63141/13) kan ikke føre til en anden vurdering af klagerens forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2019 Update, fra april 2020, at “only about 52 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2019”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder AIDA, Country Report: France 2019 Update, af april 2020, må lægges til grund blandt andet, at Dublin-returnees bliver behandlet og modtager samme indkvarteringsforhold som asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker videre, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det af klageren anførte om relationerne mellem Tunesien og Frankrig kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Heller ikke de af klageren påberåbte forhold vedrørende Covid-19 pandemien, herunder smitteniveauet og de midlertidige tiltag, der i den forbindelse er taget i det franske samfund, kan føre til, at ansøgningen om asyl skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Dub-Fran/2021/2/gdan
