dub-finl20212

Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en russisk kvinde og hendes medfølgende barn, der havde ansøgt om og var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til adgangen til sundhedsbehandling i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende barn, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens og hendes medfølgende barns ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [en dato i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren og hendes medfølgende barn i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun lider af anæmi, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren vil kunne modtage den fornødne lægebehandling i Finland. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren og hendes medfølgende barn underretter de finske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Finl/2021/2/MLVT