Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en russisk kvinde, der havde ansøgt om og var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til adgangen til sundhedsbehandling i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [en dato i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren, klagerens datter og klagerens barnebarn er psykisk påvirket af de mange år i asylsystemet samt, at klagerens datter vil have svært ved at få adgang til den nødvendige sundhedsbehandling i Finland, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren og klagerens familie ved en overførsel til Finland vil have adgang til den fornødne sundheds- og lægebehandling. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de finske myndigheder om klagerens og klagerens families særlige behov, herunder relevante helbredsoplysninger, såfremt klageren og klagerens familie samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har henvist til den lange sagsbehandlingstid af klagerens asylsag i Finland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [en dato i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at klagerens finske advokat [en dato i slutningen af] 2020 har oplyst klageren om, at de finske udlændingemyndigheder har meddelt klageren afslag på sin ansøgning om asyl, og at advokaten i den forbindelse har anket afgørelsen på klagerens vegne. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren har en verserende asylsag hos en finsk klageinstans, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse til de finske udlændingemyndigheder, såfremt hun vil klage over sagsbehandlingstiden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Finl/2021/1/MLVT
