Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Angola. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kioko og kristen fra Luena, Angola. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2002, og at han [i sommeren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2010 udrejste af Danmark. Klageren har oplyst, at han har opholdt sig i Danmark i perioden fra 2010 til [foråret] 2018, men at han har været hjemløs i perioden. Klageren udrejste i [foråret] 2018 til An-gola for at finde sin familie. Klageren genindrejste i Danmark [i efteråret] 2019. [I sommeren] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens oprindelige opholdstilladelse i Danmark må an-ses for bortfaldet. Klageren findes således at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelo-vens § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom han findes frivilligt at have taget bopæl i sit hjemland, jf. udlæn-dingelovens § 17, stk. 4. Det forhold, at klageren oprindeligt måtte have haft til hensigt at vende tilbage efter ca. to måneder, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har som Udlændingesty-relsen herved lagt vægt på, at klageren i CPR er registreret som udrejst af Danmark [i efteråret] 2010, at Københavns Kommune ikke har haft kontakt til ham efterfølgende, at han ikke har haft indkomst i Danmark siden [sommeren] 2010, og at han efter egne oplysninger har opholdt sig i Angola fra [foråret] 2018 til [efteråret] 2019. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke har kontaktet de danske myndigheder om sin udrejse af Danmark, og at der ikke er oplysninger, som støtter, at klageren var forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt. Klage-rens oplysninger om, at han blev overfaldet under sit ophold i Luanda i Angola og ikke havde pen-ge til at vende tilbage til Danmark, kan ikke føre til et andet resultat henset til, at klageren ikke har henvendt sig til det danske konsulat i Luanda om hjælp til tilbagevenden til Danmark, ligesom Udlændingestyrelsen ikke har modtaget nogen henvendelse fra klageren. Det af klageren fremlagte brev fra [A], der bekræfter, at hun betalte for hans billet hjem, kan heroverfor ikke føre til en an-den vurdering. Flygtningenævnet tiltræder, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændin-gelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at klager ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Klageren har haft opholdstilladelse fra [sommeren] 2002. Han er ugift og har ingen børn eller øvrig familie eller tætte relationer i Danmark. Han har modtaget kontanthjælp i perioden fra [foråret] 2010 til [som-meren] 2010, og han har ikke haft indkomst i Danmark efter [sommeren] 2010. Han er udrejst fri-villigt til Angola. Flygtningenævnet finder herefter, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtnin-genævnet tiltræder endvidere, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan ud-sendes til Angola. Klageren har som begrundelse for, at han ikke kan vende tilbage til Angola, under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 henvist til den generelle kriminali-tet i Angola, de ustabile forhold i landet, at menneskerettighederne ikke respekteres, og at han frygter, at folk kan se på ham, at han har boet i Europa og har mange penge, hvilket gør ham til et let bytte. Nævnet finder ikke, at disse forhold kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Det forhold, at klageren - efter at have opholdt sig omkring en uge i Angola - blev overfaldet, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at klageren ikke kendte gerningsmændene, og at klageren derefter opholdt sig i omkring 1½ år i Angola uden at opleve yderligere problemer. Det må således anses for et tilfældigt angreb. Klagerens helbredsmæssige forhold kan heller ikke føre til, at en udsendelse er i strid med udlændingelovens § 31. Klageren har til sin advokat og på mødet i Flygt-ningenævnet endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Angola, da han har fundet ud af, at hans far ikke blev dræbt af UNITA, men af regeringssoldater (MPLA), som hans far var imod, og som derfor kan se klageren som en trussel. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af farens konflikt i [sommeren] 2001 skulle være efterstræbt af myndighederne. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren opholdt sig omkring 1½ år i Angola, og at han var i kontakt med politiet under sit ophold uden at opleve problemer med myndighederne, ligesom han udrejste legalt af Angola uden problemer. Klagerens forklaring om, at han på Facebook har liket og kommenteret på politiske opslag, herunder om sundhedssektoren i Angola, og har modtaget trusler fra ukendte personer på klagers kommentarspor på Facebook, kan heller ikke føre til, at en udsendelse er i strid med udlændingelovens § 31. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter klagerens forklaring mere var tale om nedsættende ytringer, og at det alene beror på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Angola vil få problemer i an-ledning af sine aktiviteter på Facebook. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Angola risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ang/2021/1/EDO
