soma202063

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Middle Shabelle, Somalia. Familien tilhører hovedklanen [X], underklanen [X], subklanen [X]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab eller slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab vil tvinge ham til at iføre sig en bombe, og hvis han nægter, vil de slå ham ihjel. Denne viden har han fra fjernsynet. Han har overværet en person blive stukket ned og slået ihjel, og hans fars fætter er blevet stukket i halsen, da ansøgeren var lille, fordi farens fætter ikke ville udlevere sin mobiltelefon til nogle personer. Han har endvidere oplyst, at hans mor er blevet skudt i ryggen. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab kontrollerer området, hvorfra ansøgeren kommer. Al-Shabaab rekrutterer normalvis børn, og hendes nabos to sønner blev tvangsrekrutteret af al-Shabaab, selvom deres mor ikke ønskede det. Hvis ansøgeren nægter at lade sig rekruttere, vil han blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, men Flygtningenævnet finder, at det påberåbte asylmotiv ikke kan føre til meddelelse af asyl. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at det tilsyneladende er al-Shabaab, der har kontrollen i ansøgerens hjemområde. Om ansøgerens frygt for at blive forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke tidligere er forsøgt rekrutteret af al-Shabaab, han har ikke haft konflikter med al-Shabaab, og han er ikke særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Det beror alene på ansøgerens og ansøgerens mors egen formodning, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil blive forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab, og denne formodning er ikke understøttet af de foreliggende baggrundsoplysninger. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia, herunder i ansøgerens hjemområde, er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgerens mor [i vinteren 2019/2020] har fået forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/63/gdan