geor20206

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen ortodoks fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de personer som hendes ægtefælle har konflikter med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælles konflikt startede i 2013, idet han fik problemer med politiet og anklagemyndigheden i Tbilisi. Ansøgeren oplevede ikke selv problemer. Ansøgerens ægtefælle udrejste fra Georgien i 2013 og indrejste samme år i Danmark, hvor han blev meddelt asyl. I [foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af fire personer, som oplyste, at de var fra politiet. Personerne truede ansøgeren med, at de ville voldtage hende, optage det og lægge det ud på Youtube, hvis hendes ægtefælle ikke vendte tilbage til Georgien. En af mændene tog i den forbindelse fat om ansøgerens hals. I [sommeren] 2015 vendte ansøgerens ægtefælle tilbage til Georgien, hvorefter ukendte personer begyndte at afpresse ham. Ansøgeren oplevede ikke selv problemer hermed. I [foråret] 2018 udrejste ansøgerens ægtefælle af Georgien på ny. [I sommeren] 2018 blev ansøgeren ringet op af en ukendt person, som spurgte, om han kunne træffe hendes ægtefælle. Ansøgeren blev bange og lagde med det samme på. [I sommeren] 2018 udrejste ansøgeren legalt af Georgien fra Tbilisi lufthavn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens mands forklaring til grund og kan derfor heller ikke lægge ansøgers forklaring om episoden i 2015 til grund. Herudover lægger nævnet ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at hun kun er blevet opsøgt én gang i 2015. Hun er ikke blevet opsøgt, efter at hendes mand rejste tilbage til Georgien i 2015, og hun er alene blevet ringet op én gang i 2018 af en person, som spurgte efter hendes mand. Hun har til både asylsamtalen og oplysning- og motivsamtalen forklaret, at konflikten vedrører hendes ægtefælle, og at hun ikke personligt er i fare eller frygter at få problemer i Georgien. Hun har under mødet i nævnet endvidere forklaret, at hun ikke traf særlige forholdsregler for at beskytte sig selv, efter at hendes mand udrejste i 2018. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Georgien ikke i sig selv er asylbegrundende. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i Georgien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2020/6/CARA