Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk georgier og kristen fra Tbilisi, Georgien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2013, og at han [i efteråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i slutningen af] 2015 udrejste til Georgien. Klageren har oplyst, at han udrejste under tvang. I [foråret] 2015 blev klagerens ægtefælle opsøgt på deres bopæl i Tbilisi af personer fra politiet, der truede med at voldtage hende og sende en video af det til klageren, hvis han ikke vendte tilbage. Klageren anmeldte ikke forholdet til politiet i Danmark. Samme måned udrejste klageren til Tyskland med to kriminelle georgiere, der instruerede ham i at rejse videre til Spanien. I Spanien blev klageren frataget sine danske ID-dokumenter. Den georgiske ambassade i Spanien udstedte herefter et georgisk rejsedokument til klageren, hvorefter han udrejste til Georgien. Klageren blev tilbageholdt og udsat for overgreb af fire myndighedspersoner ved indrejsen til Georgien. To af personerne var de samme, som udsatte klageren for overgreb i 2013. Et par dage efter blev klageren opsøgt af de samme myndighedspersoner på hans bopæl og taget med til anklagemyndighedens kontor, hvor han igen blev udsat for overgreb og trusler. I [efteråret] 2015 blev klageren indkaldt til finanspolitiet, som ville have ham til at bestikke én fra rådhuset, idet klageren benægtede, blev han igen udsat for vold. Klageren blev herefter jævnligt indkaldt og tvunget til at underskrive nogle papirer hos finanspolitiet. I 2016 oprettede klageren sin egen virksomhed og han var flere gange på forretningsrejse til Tyrkiet. Han fik tilladelse hertil fra myndighederne, men de truede med, at de ville finde ham, hvis han flygtede. I [foråret] 2016 solgte klageren sit hjem og familien boede herefter hos hans svigermor. I 2017 oplyste klageren, at han ville afgive vidneforklaring mod lederen af Nationalbevægelsen, og herefter blev klageren igen udsat for overgreb. I 2017 blev klageren igen indkaldt til finanspolitiet for at underskrive kontrakter. Klageren udrejste i [foråret] 2018 på falske rumænske id-papirer, som han benyttede til at rejse til Irland. [I starten af] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens oprindelige opholdstilladelse i Danmark må anses for bortfaldet. Klageren findes således at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom han findes frivilligt at have taget bopæl i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har som Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Georgien i en periode på 3 år, at klageren flyttede tilbage til sin hustru på deres bopæl, og at klageren i Georgien officielt blev gift og i 2016 fik et barn med sin ægtefælle. Nævnet lægger ligeledes vægt på, at klageren har stiftet egen virksomhed i Georgien og drevet virksomheden fra 2016, hvor han flere gange har været på forretningsrejse til Tyrkiet, som han også besøgte i 2014 med sin ægtefælle, men at klageren først udrejste af Georgien i 2018. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren på intet tidspunkt har kontaktet de danske myndigheder om sin udrejse eller oplyst, at denne ikke var frivillig, herunder ikke da han kort før sin udrejse af Danmark blev afhørt som sigtet af politiet. Nævnet finder endvidere, at der ikke er oplysninger, som støtter, at klageren var forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet tiltræder, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at klager ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Klageren har alene opholdt sig i Danmark i relativt kort tid, og han ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarked eller kan i øvrigt anses som særlig integreret. Flygtningenævnet finder herefter, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Georgien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sit nye asylmotiv om baggrunden for sin tilbagevenden og om risikoen for asylbegrundende overgreb ved sin tilbagevenden til Georgien til grund. Nævnet finder som Udlændingestyrelsen, at det svækker klagerens generelle troværdighed, at han ved sin asylsag i 2013 har ansøgt om asyl under et falsk navn, og at han under asylsagen har afgivet urigtige oplysninger om sine familiemæssige forhold. Hertil kommer, at klagerens forklaring på flere punkter forekommer konstrueret og utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ved sin asylansøgning har benyttet sin hustrus efternavn, selv om han under mødet i nævnet har forklaret, at de kriminelle embedsmænd var bekendt med, hvem han var gift med, uanset at ægteskabet ikke var registreret. Endvidere finder nævnet, at det forekommer usandsynligt, at korrupte embedsmænd i Georgien skulle benytte et kriminelt netværk for at tvinge klageren til at rejse tilbage for derefter at bruge ham som stråmand til at underskrive forskellige dokumenter, uden at klageren er i stand til at forklare, hvorfor han skulle være særligt velegnet hertil. Nævnet lægger endvidere til grund, at der efter klagerens forklaring under mødet i nævnet ikke har været rejst straffesager eller lignende mod ham i Georgien uanset de ulovligheder, som klageren antager at have deltaget i, og at han ikke siden sin tilbagevenden til Danmark er blevet opsøgt eller kontaktet af nogen med tilknytning til de korrupte embedsmænd. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Georgien risikerer overgreb, som kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2020/5/CARA
