Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk triginya og kristen ortodoks fra Asmara, Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Klageren har derudover henvist til, at han også frygter myndighederne, fordi han har søgt asyl i Danmark, og fordi han i Danmark er blevet dømt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han aftente militærtjeneste i perioden fra 2006 til 2013. Klageren startede med at aftjene i Wia fra 2006 til 2009, hvor han stod vagt ved en generator og ved indgangen til deres område på basen. Herefter kom klageren til Meitir, hvor han opholdt sig i et til to år. Klageren stod igen vagt ved en generator. Klageren hjalp derudover med at bygge huse i området, som han også bevogtede om aftenen. Efter et til to år i Meitir blev klageren sendt tilbage til Wia, hvor han aftjente resten af sin tid. Klageren har oplyst, at han flere gange forlod militæret uden tilladelse, og at han derfor har været fængslet af flere omgange. I 2009 var klageren fængslet i ni måneder. Dette var klagerens længste ophold i fængsel. Klageren har derudover haft kortere fængslinger i henholdsvis 2011, 2012 og 2013. I slutningen af 2013 blev klageren i forbindelse med sin funktion som vagt bedt om at skyde efter nogle fanger, som var ved at flygte fra et fængsel, som lå i nærheden af basen i Wia. Klageren nægtede at skyde, idet han ikke ønskede at gøre andre ondt, hvorefter hans overordnede fortalte ham, at han skulle tale med den øverste chef dagen efter. Tidligt næste morgen pakkede klageren sine ting og deserterede fra militæret. Klageren flygtede alene fra basen i Wia til Sudan. Klageren krydsede grænsen illegalt til fods. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er anført af udlændingestyrelsen tilslutte sig, at klager forud for sin udrejse ikke var deserteret fra militærtjeneste. Klager har ikke på nævnsmødet afgivet nærmere forklaring herom. Klager er dog isoleret set fortsat omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af sit ønske om ikke at aftjene sin nationaltjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager til Eritrea vil derfor, som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3 fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Ved afgørelsen af hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Klageren er ved Østre Landsrets dom [fra vinteren] 2019 straffet med fængsel i 2 år og 9 måneder for voldtægt og samtidig udvist af Danmark for bestandigt. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det fremgår endvidere, at klageren har sin morbror og en fætter i Danmark. Det fremgår endvidere, at klageren kom til Danmark som 22 årig og i sit hjemland har en samleverske og 2 børn. På denne baggrund og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet tiltræde, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10 stk. 3, 1. pkt. Der er herved lagt vægt på karakteren og grovheden af den personfarlige kriminalitet og længden af den udmålte frihedsstraf, hvorfor klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/12/HZC
