Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er yemenetisk statsborger, etnisk araber og sunni-muslim fra Jeddah, Saudi Arabien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel af separatister fra det sydlige Yemen, fordi han oprindeligt kommer fra det nordlige Yemen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af houthierne, hvis han nægter at støtte dem militant eller økonomisk, og fordi han vil blive anset som forræder, idet han har boet i Saudi Arabien. Han frygter således, at enten han selv eller hans søn vil blive tvangsrekrutteret til militæret af houthierne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter houthierne på grund af sin trosretning som sunni-muslim. Ansøgeren har endeligt oplyst at han frygter at blive økonomisk afpresset af bandegrupperinger i Yemen, samt at han frygter de generelle forhold i Yemen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født og opvokset i Saudi Arabien, og at han aldrig har opholdt sig i Yemen. Hans forældre stammer fra Al-Houdaida i den nordlige del af Yemen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er født og opvokset i Saudi Arabien og har arbejdet der. Ansøgeren har videre forklaret, at han aldrig har været i Yemen og ikke har nogen konflikter med myndigheder, personer eller grupperinger. Det beror på ansøgerens egne formodninger, at han ved indrejse i Yemen vil være efterstræbt af separatister, houtier eller bandegrupperinger. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt et dokument, angiveligt udstedt af det yemenitiske konsulat i Saudi Arabien, hvorefter ansøgerens bror og dennes familie skulle være efterstræbt af nogle militser, kan ikke medføre et andet resultat, allerede fordi ansøgerens navn ikke er omtalt i dokumentet, og fordi ansøgeren ikke har udøvet politiske aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren først under nævnsmødet har omtalt broderens politiske aktiviteter på internettet. Heller ikke det forhold, at ansøgerens ene morbror angiveligt er blevet dræbt i Yemen, kan føre til et andet resultat, allerede fordi de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet ikke er kendte. Hertil kommer, at ansøgerens far også havde en bopæl i Yemen, hvor han boede med en anden hustru, og at ansøgeren har et yemenitisk pas med gyldighed til den 12. marts 2024. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Yemen vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold i Yemen er – om end alvorlige – ikke af en sådan karakter, at den i sig selv kan medføre asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2020/3/CHPE