Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har [i foråret] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder som følge af, at han har forladt sin stilling i det offentlige. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af den frie syriske hær, samt af Islamisk Stat på grund af sin etnicitet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han forsat frygter at vende tilbage til Syrien, idet han i 2014 uden forudgående tilladelse forlod sin offentlige stilling i Syrien, og fordi han udrejste illegalt. Klageren har videre oplyst, at det er almindeligt kendt i Syrien, at det er ulovligt at forlade sin offentlige stilling uden tilladelse, og at straffen herfor er meget hård, idet man risikerer at blive vilkårligt frihedsberøvet og udsat for fysiske overgreb. Klageren har fremlagt et skærmprint fra en hjemmeside med navne over eftersøgte personer i Syrien, hvor klagerens navn fremgår, samt dokumentation for sin ansættelse i Finanstilsynet fra 2004 til 2014. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været ansat i det syriske finanstilsyns enhed i Aleppo fra 2004-14. Klageren har afgivet en sammenhængende forklaring om forholdene på sit arbejde, herunder om sine arbejdsopgaver, der bl.a. bestod i at føre tilsyn med økonomiforvaltningen i andre offentlige myndigheder. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren i 2014 udrejste illegalt af Syrien og derfor forlod sin offentlige stilling uden forudgående tilladelse. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra juni 2019, at det må lægges til grund, at klageren vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien, herunder om hvorfor han forlod arbejdspladsen, ligesom det må antages, at han risikerer fængselsstraf. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af, at han under de angivne omstændigheder forlod sit arbejde, ligesom han navnlig efter oplysningerne om karakteren af den stilling, som han indtog i det syriske finanstilsyn, også har sandsynliggjort, at han, der tillige har en kurdisk baggrund, vil blive anset som modstander af regimet. Klageren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1 fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2020/67/ACA