Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han ikke har noget sted at tage ophold. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han flyttede med sin mor og storbror fra Danmark, hvor han er født, til Libanon, da han var omkring fire-seks måneder gammel. Han voksede herefter op i Libanon i byen Zahlah i kvarteret [X]. I sommeren 2013 blev ansøgeren og hans bror smidt ud af morens families bopæl. Ansøgeren og hans bror boede herefter hos en hjælpeorganisation i Libanon. I [vinteren 2013/2014] rejste de begge til Danmark med det formål at tage ophold hos deres herboende far. Videre frygter ansøgeren de generelle urolige forhold i Libanon, herunder Hizbollah, som tvangshverver unge mænd i ansøgerens hjemområde i Zahlah. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret for at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet er af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2020, enig i, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at ansøgeren ikke er omfattet af 2. pkt., hvorfor ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder til ansøgeren tidligere har udstedt id-kort og et rejsedokument. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det antages, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på konstatering af, hvorvidt ansøgeren på ny kan få udstedt rejsedokumenter fra de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Udlændingestyrelsens afgørelse er begrundet som følgende:”Vi har vurderet, at du er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Vi har lagt vægt på, at du til din samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 har oplyst at have modtaget bistand fra UNRWA. Videre har UNRWA [i sommeren] 2019 bekræftet, at du er registreret hos UNRWA i Libanon. Vi vurderer på den baggrund, at du har haft adgang til hjælp fra UNRWA. Det betyder, at du som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1D, 1. pkt., medmindre du også er omfattet artikel 1D, 2. pkt. Vi vurderer, at du ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., hvilket betyder, at du ikke er berettiget til konventionsstatus i Danmark. Vi har lagt vægt på, at vi vurderer, at du ikke vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Libanon, idet vi ikke kan lægge din forklaring om, at du er eftersøgt af de libanesiske myndigheder, til grund. For en begrundelse herfor henviser vi til vores afgørelse af [efteråret 2014] og Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2014/2015]. Vi har i den forbindelse også lagt vægt på, at du til samtalen [i sommeren] 2019 har oplyst, at du aldrig har haft problemer med de libanesiske myndigheder og aldrig har været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller lignende i Libanon. Vi vurderer på den baggrund, at du ved en tilbagevenden til Libanon ikke vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det ikke vil være umuligt for UNRWA at sikre dig levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Vi har også vurderet, at selvom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, kan dette ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Vi har lagt vægt på, at de generelle forhold ikke har en sådan intensitet, at du ved en tilbagevenden til Libanon vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det ikke af denne grund vil være umuligt for UNRWA at sikre dig levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Det kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon af marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Vi har lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtninge til Libanon, som ønskede at vende tilbage til Libanon frivilligt. Vi har derudover lagt vægt på, at det fremgår af rapporten side 11, at det er muligt for palæstinensiske flygtninge at få udstedt rejsedokumenter og indrejsetilladelse i Libanon, hvis myndighederne ikke er involveret. Vi har dermed lagt vægt på, at der ikke er nogen konkrete oplysninger, der understøtter, at du som statsløs palæstinenser fra Libanon ikke kan indrejse legalt og tage lovligt ophold i Libanon. Det bemærkes, at du har fremlagt ID-kort for statsløse palæstinensere, udstedt af myndighederne i Libanon. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Home Office: Country Policy and Information Note, Lebanon: Palestinians, Version 1.0, June 2018, s. 8, at statsløse palæstinensere med ID-kort kan få udstedt rejsedokument til brug for ind- og udrejse af Libanon. Vi har lagt afgørende vægt på, at du tidligere har været i udsendelsesposition, og i den forbindelse har fået udstedt et rejsedokument af de libanesiske myndigheder, gyldigt fra [efteråret] 2015 til [vinteren 2015/2016]. Vi har på den baggrund vurderet, at det ikke kan antages at være praktisk umuligt for dig at genindrejse i Libanon og derved igen få adgang til hjælp fra UNRWA. Efter en samlet vurdering af din sag konkluderer vi, at du ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7.” stat/2020/50