stat202041

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [By], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter for den generelle situation i Libanon, idet det er svært at finde et arbejde, en bolig og klare sig økonomisk i Libanon. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ønsker at blive i Danmark for at kunne give sine børn de bedste kår. Ansøgeren har endelig som asylmotiv oplyst, at hun som statsløs palæstinenser ikke har de samme rettigheder, som libanesiske statsborgere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hospitalsforholdene i Libanon er elendige, og at folk dør, fordi de ikke har råd til behandling. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der er mange demonstrationer, og at folk i den forbindelse bliver slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, som udgangspunkt er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen). I præmis 86 i Alheto-dommen udtaler EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen bl.a.: ”[…] når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon, tage lovligt ophold samt på ny at have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er i besiddelse af gyldigt rejsedokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/41