Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2013.Sagen blev sambehandlet med Soma/2020/88/AMKJ, Soma/2020/90/AMKJ og Soma/2020/91/AMKJ.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, somalisk statsborger og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens mor er født i Mogadishu, Banaadir, Somalia, er opvokset i [by], Shabelle Dhexe, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgerens far er fra Anole, Somalia, opholdt sig i omkring et år forud for sin udrejse i Beledweyne, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren eller ansøgerens forældre har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at den mand i Somalia, hun selv flygtede fra, vil gøre skade på ansøgeren. Videre har moren henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Endvidere har hun henvist til de generelle forhold i Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har moren oplyst, at hun flygtede fra sin tidligere ægtefælle i Somalia, og hun frygter, at han vil gøre skade på ansøgeren for at få ramt på hende. Videre frygter moren, at ansøgeren vil blive hjernevasket og tvangsrekrutteret til al-Shabaab, hvorefter ansøgeren i sidste ende vil vende sig mod hende. Endvidere har hun oplyst, at Somalia er farligt, og hun frygter, at ansøgeren vil blive slået ihjel som følge af vilkårlig vold og bombesprængninger. Det vil således heller ikke være muligt for ansøgeren at gå i skole eller studere i Somalia. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv ligeledes henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Videre har faren henvist til, at han frygter, at ansøgeren vil blive brugt som slave af de større klaner. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har faren oplyst, at familien tilhører en lille klan, hvorfor større klaner vil bruge ansøgeren som slave. Videre har faren oplyst, at ansøgeren ikke vil kunne klare sig i Somalia, idet han er opvokset i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgerens forældres formodning, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive hjernevasket og tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har truffet følgende afgørelse om ansøgerens 4-årige søster: ”Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens mor under sagens tidligere forløb har forklaret, at hun ikke havde andre mandlige slægtninge i Somalia end sin farbror, som hun boede hos. Under samtalen [i vinteren] 2019 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgerens mor, at hendes familie i hjemlandet omfatter to kusiner som hun ikke har kontakt med, og under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes farbror er død for omkring et år siden. Selv om ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnets flertal på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor har et mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerens mor således må betragtes som en enlig kvinde. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om omskæring i Somalia sammenholdt med ansøgerens mors uddannelsesmæssige baggrund og personlighed, at hun ikke kan antages at kunne modstå pres fra omgivelserne for at lade ansøgeren omskære. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt.” Som konsekvens af afgørelsen meddeler Flygtningenævnets flertal tillige ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/89/AMKJ