soma202087

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen Ashraf og sunni muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Videre frygter han at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har været kæreste med en pige, som al-Shabaab ville gifte væk til et al-Shabaab medlem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab i 2014 tvangsrekrutterede unge mænd under 30 år i ansøgerens hjemområde, hvilket de intensiverede de sidste to til tre måneder inden hans udrejse. De har blandt andet opsøgt ansøgerens bopæl for at finde ham. Videre blev ansøgerens kæreste taget af al-Shabaab og ansøgeren frygter, at hun har givet informationer om ansøgeren til al-Shabaab. Ansøgeren har over for nævnet udbygget sit asylmotiv, således at han nu har angivet at have været blevet truet af al-Shabaab for at modarbejde dem og at han af myndighederne er blevet anklaget for at begå kriminelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring til grund. Ansøgeren er under sin oplysnings- og motivsamtale [fra sommeren] 2020 refereret for at have forklaret, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, men at han ikke var blevet opsøgt af dem, eller på anden måde forfulgt individuelt. Han forklarede videre, at al-Shabaab generelt hvervede unge mænd. Han bekræftede, at han ikke havde problemer med myndighederne og at der ikke var andre grunde til, at han søgte asyl. Til asylsamtalen [fra sommeren] 2020 er ansøgeren refereret for at have forklaret, at hans familie er blevet opsøgt af al-Shabaab flere gange med henblik på, at tvangsrekruttere ansøgeren og at de har spurgt efter ham ved navn. Han har videre forklaret, at han også frygter myndighederne, idet han antager at de vil hjælpe al-Shabaab med at tvangsrekruttere ham. Endelig har han forklaret, at han var kæreste med en pige, som al-Shabaab kidnappede. Det synes at fremgå af forklaringen, at han var sammen med pigen, da dette skete. Under mødet for nævnet har han ikke forklaret om tvangsrekruttering, men har forklaret at al-Shabaab forfulgte ham, og truede ham, fordi at han legede en leg med børn af begge køn og fordi han var kæreste med [A]. Han for nævnet forklaret, at [A] blev kidnappet sammen med to andre piger i forbindelse med et møde, hvor han ikke var til stede. Han har videre forklaret, at han har fortalt noget morsomt om al-Shabaab, dels på stranden og dels på et marked. Han har endelig forklaret, at han er efterstræbt af myndighederne, idet de påstår, at han har medvirket til indsmugling af spiritus. Ansøgeren har ikke på nogen måde kunne redegøre for sin rejserute, herunder hvor han har opholdt sig i de fem år fra udrejsen fra Somalia til indrejsen i Danmark. Endelig tillægger nævnets det en vis vægt, at ansøgeren først har søgt om asyl i forbindelse med en anholdelse i Danmark, fire et halvt år efter ankomsten til Europa. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Selvom det af baggrundsmaterialet fremgår, at situationen i Mogadishu er usikker, og at al-Shabaab kan nå mål i hele byen, finder nævnet særligt, idet det fremgår at al-Shabaab hovedsagligt går efter profilerede mål og forsøger at undgå at ramme tilfældige civile, at situationen ikke har en sådan karakter så ethvert ophold i Mogadishu vil være i strid med EMRK artikel 3. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/87/imbs