Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens mor er fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at han vil få problemer som følge af morens eget og ansøgerens søsters asylmotiv. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, navnlig af en mand ved navn [A], da hun har serveret te for mænd i sin families forretning, hvilket blev opfattet som en overtrædelse af Sharia-loven. Ansøgerens mor har endvidere til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter at ansøgerens søster vil blive omskåret af en slægtning ved navn [A] eller ansøgerens fars familie, ligesom det er gjort gældende, at ansøgeren kan risikere at blive tvangsrekrutteret af Al-Shabaab. Da Flygtningenævnet dags dato har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge moderens opholdstilladelse og herunder ikke har kunnet lægge til grund, at moderen har en individuel konflikt med Al-Shabaab eller andre parter i Somalia, herunder slægtningen [A], der har ført til, at flere af hendes familiemedlemmer i Somalia er blevet dræbt, er der heller ikke grundlag for at fastslå, at et sådant asylmotiv er sandsynliggjort i forhold til ansøgeren. De forhold vedrørende kønsspecifik forfølgelse i form af kvindelig omskæring, der har dannet grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til ansøgerens mor og søster, gør sig ikke gældende i forhold til ansøgeren, og det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia af denne grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Hendes far, søster og ægtefælle blev dræbt af [A], der ville giftes med hende. Ansøgerens mor har i forhold til sin søn, der nu er 3 år, tilkendegivet, at hun frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret til Al-Shabaab. En sådan mere generelt betonet frygt, der alene beror på moderens egne formodninger, kan imidlertid ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I konsekvens af den afgørelse, der dags dato er truffet i sagen vedrørende ansøgerens mor, [B], meddeles der imidlertid [C], der er født den [Efteråret] 2017, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/74/MIMA