Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra [landsby], Middle Shabelle, Somalia. Klageren har oplyst, at han ikke tilhører nogen bestemt klan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har forsøgt at hverve ham og har dømt ham til døden. Videre frygter klageren at blive efterstræbt af sin plejefamilie, idet familien i løbet af klagerens liv har undertrykt ham og udnyttet ham som billig arbejdskraft. Endvidere frygter klageren, at hans liv vil være i fare i Somalia, idet han ikke tilhører en bestemt klan. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2010 Udlændingeservices (nu Udlændingestyrelsen) afgørelse om afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, idet nævnet fandt, at klagerens forklaring forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet hjemviste [i begyndelsen af] 2012 sagen til Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2012 meddelte klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen har senest [i efteråret] 2019 truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 29, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge klagerens forklaring om dennes asylmotiver til grund. Der er ikke ved klagerens forklaring i Flygtningenævnet dags dato eller ved det af klagerens advokat fremsendte skriftlige indlæg fremkommet væsentligt nyt i forhold til den forklaring, der forelå for Flygtningenævnet [i efteråret] 2010. Af de i Flygtningenævnets kendelse af [efteråret] 2010, side 11 anførte grunde, finder Flygtningenævnet fortsat klagerens forklaringer usandsynlige og divergerende. Det tilføjes særligt, at klagerens forklaring, om hvorledes han finansierede sin rejse til Europa ved på få dage at indsamle 3.000 USD blandt fremmede mennesker i et fattigt land, understreger klagerens manglende troværdighed. Det tilføjes yderligere, at klageren ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har forklaret, at der i hans plejefamilie var to døtre, der begge var omskåret. Klageren har imidlertid ved samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2017 (side 5 af 13) forklaret, at der ikke var nogen piger i hans plejefamilie. Vedrørende klagerens frygt for, at hans døtre skal blive tvangsmæssigt omskåret, bemærker Flygtningenævnet, at såvel klageren som hans ægtefælle har forklaret, at de er modstandere af omskæring af piger. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at et ægtepar, hvor begge forældre modsætter sig omskæring, også må forventes at kunne forhindre dette. Dette gælder uanset klagerens påberåbte helbredsproblemer. Det vil i øvrigt ikke nødvendigvis være klart for omgivelserne, såfremt klageren vender tilbage til Somalia, at hans døtre ikke er omskåret. Ud fra de foreliggende oplysninger om sønnernes alder og baggrundsoplysningerne om al-Shabaabs rekruttering, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynligt, at der består en sådan risiko for tvangsrekruttering som påberåbt af klageren. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har været i Danmark i omkring ti år, men kun har beskedne danskkundskaber og reelt er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Klagerens børn kan på grund af deres alder ikke anses for at have opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund. På det grundlag finder Flygtningenævnet ikke, at klagerens tilknytning til Danmark har en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/67/CHPE
