Nævnet omgjorde i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 1998.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Al Diwaniyah, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 1998, og at han [i sommeren] 1999 blev meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren] 2004 udrejste til Syrien. Københavns Kommune har [i foråret] 2016 annulleret hans indrejse i Danmark pr. [efteråret] 2007, henset til at der efter deres opfattelse ingen objektive oplysninger er, som understøtter at klageren har haft faktisk ophold og bopæl i Danmark fra [efteråret] 2007, og at han faktisk bor og opholder sig hos sine børn i Sverige. [I efteråret] 2017, berigtiget [i vinteren] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og at han ikke frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, jf. § 17, stk. 4. Selvom det er sandsynliggjort, at han i en længere periode har haft ophold i Sverige, finder nævnet ikke, særligt da de svenske myndigheder har søgt ham Dublinoverført til Danmark og efterfølgende effektueret en overførsel, at det er bevist, at klageren har opnået beskyttelse i Sverige eller i et andet land, jf. § 17, stk. 4. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017, berigtiget [i vinteren] 2017 således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/43/imbs
